Hillary Clinton advarer mod Putin: »Hold øje med ham, for han er ikke færdig«
Australien lancerer netportal til ofre for hævnporno. Brandfolk gør fremskridt i kampen mod flammerne i Nordcalifornien. Østre Landsret skal afgøre, om en af Godhavnsdrengene skal have godtgørelse.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få nyhedsværtens overblik på tre minutter.
Hillary Clinton advarer mod den russiske præsident
Ruslands præsident, Vladimir Putin, udgør - fortsat - en betydelig trussel mod USA. Sådan lyder det fra Hillary Clinton i et interview med CNN. »Hold øje med ham, for han er ikke færdig,« siger Hillary Clinton til mediet. Hun står fast ved, at Putin direkte beordrede en russisk kampagne, som havde til formål at blande sig i det amerikanske præsidentvalg sidste år. Hillary Clinton mener, at det var en personlig vrede mod hende samt et ønske om en øget polarisering i USA, som skulle være en del af Putins motiver for at iværksætte en sådan kampagne. »Han ønsker et Amerika, der er splittet indefra,« siger hun om Putin. Noget tyder på, at Hillary Clinton har ret i sine antagelser. I et interview med den uafhængige russiske tv-station, TV Rain, har en tidligere ansat på en russisk "troldefabrik" fortalt, at fabrikken brugte store summer på at købe annoncer på Facebook under den amerikanske præsidentvalg for at at underminere netop Hillary Clinton samt puste til politiske utilfredshed og splittelse.
Irakiske styrker fik hjælp af iranske militser ved Kirkuk-indtagelse
Irakiske styrker er rykket ind i Kirkuk-provinsen, efter regionen for et par uger siden gennemførte en folkeafstemning om uafhængighed, hvilket 92 pct. stemte for. Ved indtagelse af Kirkuk, hovedstaden i den kurdisk-ledede region, fik irakiske hærstyrker hjælp af shia-muslimske militser, hvoraf mange er loyale til Irans Revolutionsgarde, skriver Foreign Policy. Amerikanske militærledere kæmper for at stoppe konflikten mellem de irakiske styrker og peshmergastyrker fra det kurdisk-styrede område. »USA har væbnet og trænet den irakiske hær for at kunne kæmpe mod Islamisk Stat og sikre dem selv fra eksterne trusler – ikke til at angribe elementer af dets egen regionale regering, som er en mangeårig og værdsat partner til USA,« siger den amerikanske senator John McCain i en udtalelse via Twitter.
Australien lancerer netportal målrettet ofre for hævnporno
Som det første land i verden vil Australien oprette en national netportal, skriver netmediet Mashable. På den nye portal kan ofre for hævnporno anmelde overgreb samt finde hjælp og vejledning til, hvordan de skal håndtere det videre forløb. Den australske regering har bidraget med 3,84 mio. dollars, svarende til 24 mio. kr., til udvikling af netportalen. Portalen forventes at blive offentligt lanceret tidligst næste år, efter man har gennemført en såkaldt pilotfase, der skal give et billede af kompleksiteten og antallet af anmeldelser.
DET ER DER SKET I NAT
Brandfolk gør fremskridt i kampen mod flammerne i Nordcalifornien. Brandene har dræbt 41 mennesker og ødelagt tusinder af hjem og virksomheder. Men efter at vinden har lagt sig, og flere brandfolk er kommet til for at hjælpe, kan mandskab på stedet endelig rapportere, at de er ved at få kontrol over mange af brandene, som begyndte sendt søndag i forrige weekend.
Amerikaner har fået 37.500 dollars i erstatning, efter betjente forvekslede hans doughnuts med metamfetamin. Sagen udspringer sig af, at amerikansk politi på tværs af USA bruger udstyr, som gør dem i stand til at screene for narkotiske stoffer på stedet, men udstyret giver ikke præcise svar, og det har konsekvenser, skriver NPR.
Florida har erklæret undtagelsestilstand før nationalists tale. Forud for en planlagt tale af højrenationalisten Richard Spencer på University of Florida torsdag, har guvernøren i Florida, Rick Scott, erklæret undtagelsestilstand. Det gør han for at kunne samle ressourcer i tilfælde af uroligheder under arrangementet og forhåbentlig undgå, at urolighederne fra Charlottesville gentager sig.
DET SKRIVER DE ANDRE MEDIER OM
- Information: Ifølge en ny rapport bestilt af kulturministeriet udfordres de kunstneriske uddannelser af internationale konkurrence og besparelser, og de derfor bør samles i én national institution, lyder anbefalingen.
- DR: Seniorsergent Hans Lundsgaard fortæller, at danske finskytter er blandt verdens bedste. Han fremhæver, at det danske samfund skaber selvtænkende og kritiske individer, og det er en vigtig kvalitet for finskyttere.
- Kristeligt Dagblad: Fagforbundet FOA vil tage ideen om "bedstes første sygedag" med til de kommende overenskomstforhandlinger. Et lignende forslag fra Ældre Sagen har tidligere haft svært ved at vinde gehør blandt politikere og arbejdsmarkedets parter.
DET SKAL DU HOLDE ØJE MED I DAG
Lodtrækningen til de europæiske playoff-kampe til VM i Rusland næste år finder sted i Zürich. Danmark er seedet i lodtrækningen og kan derfor trække Sverige, Nordirland, Irland og Grækenland.
I Østre Landsret skal man afgøre, om en af Godhavnsdrengene, Poul Erik Rasmussen, skal have godtgørelse på grund af sit ophold på Godhavn i 1962-64.
Gruppespillet i fodboldens Champions League fortsætter. Dagens kampe er Real Madrid-Tottenham, Apoel-Dortmund, RB Leipzig-Porto, Monaco-Besiktas, Feyenoord-Shakhtar Donetsk, Manchester City-Napoli, Maribor-Liverpool og Spartak Moskva-Sevilla.
Vil du have Briefing i din indbakke alle hverdage? Meld dig gratis til Premiums nyhedsbrev hver morgen og få overblikket over de vigtigste historier. Har du tips, tricks eller bemærkninger til Briefing, så skriv til premium@jp.dk. Vi svarer altid.