Finale: Danmarks bedste rødvinskøb 2017
Så er afgørelsens time kommet.
Kære læser
For første gang i danmarkshistorien (så vidt vi ved) er vine blevet anmeldt og bedømt i direkte møde med hinanden. Vi står nu for enden af et langt forløb, der startede med over 100 vine. Vinene blev blindsmagt og udvalgt til at deltage i ”DM i vin – Danmarks bedste rødvinskøb 2017”. Og gennem hele konkurrencen har vinene mødt hinanden en mod en og dystet som i en cup-turnering i fodbold. Vi indledte med gruppespillet i otte grupper med seks vine i hver. Her gjaldt det om at få point nok til at blive gruppevinder eller runner up, og dermed sikre sig plads i resten af turneringen. Dernæst var det ”vind eller forsvind”-kampe i ottendedelsfinaler, kvart- og semifinaler.
Og om lidt er det hele forbi, når vi om lidt afslører resultatet af den spændende finale. Vinene er gennem hele turneringen blevet smagt blindt, og vi har lagt vægt på velsmag og drikkelighed. Turneringen er ment som en hjælp til dig, der gerne vil smide lidt penge efter en god flaske vin, men ikke orker at holde styr på druesorter, terroir og alt det andet vinnørderi. Vi kan godt give alle 48 deltagende vine et rosende ord med på vejen, så prøv dig frem blandt turneringens vine, næste gang du handler vin. Men nu handler det altså om det ultimative opgør i kampen om at blive danmarksmester blandt rødvine.
Finalist nummer 1
Quinta de la Rosa (2014) fra Portugal. Forhandles af Vinslottet til 125,-
Quinta de la Rosa er turneringens eneste portugisiske deltager. Lidt synd, egentligt, for portugisisk vin har i den grad rejst sig fra de tyndbenede garrafeiraer for et par dekader siden. Vingården ligger i hjertet af den pittoreske Douro-dal som også lægger stejle skråninger til produktion af druer til portvin. Det er samme druer, der lægger krop til rødvinen her, der trods lidt vanskeligheder tidligt i finalerunderne nu står som en af Danmarks to bedste rødvinskøb. Vi ønsker held og lykke inden kampen.
Finalist nummer 2
Massimo Rivetti Langhe Rosso fra Italien. Forhandles af Jysk Vin til 119,-
Vi er i Piemonte, hjemland for de kendte barolo- og barbarescovine. Vingården Massimo Rivetti laver også barbaresco, men vores anden finalist er lavet på franske druer og kaldes derfor bare for ”rosso”(rød). Det er merlot og cabernet sauvignon, der lægger most til herlighederne, men udtrykket er umiskendeligt italiensk. Vinen fra Massimo var suveræn vinder af Gruppe H og har gjort det godt gennem hele turneringen. Knæg og bræk til Massimo. Skal vi få de to kandidater på vinsværen?
Finale i DM i vin, Danmarks bedste rødvinskøb 2017
Støvlerne er snøret, spillerne står klar på banen og der er nerver på hos dommerne, der nu for sidste gang stikker næse i og smører gane med to glas vin for at finde ud af, hvilken af dem de synes er den bedste. Portugisiske Quinta de la Rosa vinder møntkastet og bliver smagt først. Efterhånden fornemmes den velkendt, selvom vi stadig smager blindt og endnu ikke aner, hvilken vin det er. Men der er herlig og charmerende duft af blåbær og træfad. Munden er lidt mere rank end næsen antyder og det kan vi også lide. Det er en herlig vin i god balance, der dribler rundt i mundhulen.
Så får Massimo Rivetti erobret bolden. Den kan vi også lide. Moden, næsten æterisk næse af sorte oliven, sure kirsebær, solbær og ruskind. Og ru tanniner, der kradser behageligt i munden og fremprovokerer mundvand.
Det er tæt løb, det her. Vi smager videre og ingen af vinene vil give sig. Quinta de la Rosa finder et ekstra gear og åbner op i både næse og mund. Det er dejligt at smage finalevine. Men Massimo holder stand og fastholder sin scruffy charme. Mod kampens afslutning står det dog mere og mere tydeligt at den lidt mere modne Massimo Rivetti ikke helt kan dæmme op for tempoet hos Quinta de la Rosa, der ikke rigtigt viser tegn på træthed. Og dermed er det hele pludseligt afgjort.
Det bliver portugisiske Quinta de La Rosa, der løber af med titlen som ”Danmarks bedste rødvinskøb 2017” og stort tillykke med det. Alt i alt har der være kamp mellem to forskellige vine 136 gange inden vi nu kan overrække pokalen til Vinslottet og ønske tillykke.
Selvfølgelig har der også været spillet bronzekamp. Den stod mellem Clos des Fous fra Bichel Vine og La Garnacha Salvaje Moncayo fra Kjær&Sommerfeldt og her løb spanske La Garnacha af med bronzemedaljerne således at Top 3 ender med dette:
- Guldmedalje til Quinta de la Rosa fra Vinslottet
- Sølvmedalje til Massimo Rivetto Langhe Rosso fra Jysk Vin
- Bronzemedalje til La Garnacha Salvaje Moncayo fra Kjær&Sommerfeldt
Tak til alle deltagende vine og forhandlere for at være med i legen og for at turde lægge vine og navn til en noget anderledes måde at bedømme vin på. Og tak til dig for at læse med.