Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Gastromands 10 bud

Bacon er køkkenets WD40 og gaffatape - tilsammen.

1. Planlæg, Planlæg, Planlæg

Gastromanden lever i nuet, men lidt planlægning er der nu engang behov for. Du skal have styr på menuen, og du skal have fat i de helt rigtige råvarer i en ordentlig kvalitet. Det nytter ikke noget, at du står og mangler de essentielle ingredienser under kokkerierne. Udover god planlægning er det også altid en god ide at læse opskriften grundigt igennem, inden du går i gang.

2. Begræns dig

Pas på med alt for mange serveringer – hellere lidt færre, som til gengæld sidder lige i skabet. Dette er vel nok en af de vigtigste lektier, vi selv har lært gennem vores tid som gastromænd.

3. Du skal være smart

Sørg for at forberede så meget af maden som muligt på forhånd. Der er ikke noget federe end at kunne hygge sig med resten af selskabet vel vidende, at du har maks. styr på menuen.

4. Fortæl og forklar

Skal du have dine gæster helt op at ringe over maden, er det altid godt at have en lille historie i ærmet omkring retten, en af ingredienserne eller hvorfor du har valgt netop denne ret. Mad smager sjovt nok bedre, når du lige stikker gæsterne en røver, mens du serverer.

5. Eksperimenter og leg i køkkenet

– og gerne så ofte som muligt. Med og uden gæster! Det er, når du eksperimenterer, at du for alvor bliver dygtigere i køkkenet. Og skulle noget mislykkes, går det jo nok endda!

6. Gå aldrig ned på udstyr

Nok det mest unødvendige råd at fortælle til en læser af denne kogebog – but still! Det rigtige udstyr gør dit liv i køkkenet så meget nemmere – og sjovere, samtidig med at det giver dig muligheden for at blære dig lidt over for drengene. What’s not to like?

7. Husk drikkevarerene

Naturligvis, tænker du! Det rigtige glas vin, øl eller noget tredje kan være med til at løfte en ret til nye højder – det ved vi alle. Men har du også husket det kolde glas riesling til kokken? Og til opvaskeren?

8. Bacon er køkkenets WD40 og gaffatape - tilsammen

Røg, salt og fedme – der er sgu ikke mange retter, som har taget skade af dette vidundermiddel – morgen, middag, aften!

9. Smag, smag, smag

Smag nu på maden! Du vil aldrig kunne stole 100 pct. på en opskrift – og slet ikke i denne kogebog! Råvarernes kvalitet, fedt i kødet, krydderurternes friskhed, den præcise temperatur i din ovn – ja, kalkniveauet i vandet, lufttrykket i dit køkken – you get the point! Alt har en indvirkning på maden, som sammen med dine personlige præferencer gør, at du simpelthen er nødt til at smage til – og gerne igen og igen!

10. Have a blast

Det sidste og vigtigste råd: Husk nu for helvede at have det sjovt i køkkenet!! Det skal være hyggeligt og sjovt at være i dit køkken eller være din gæst – ikke en fødevarepolitisk manifestation eller en replika af en 3-stjernet michelin-restaurant. Vær afslappet omkring din mad og hyg dig med maden og gæsterne – og overlad det andet til de mavesure læserbrevsskribenter og madanmeldere, tak!