Restaurant Perron
Omgivet af forblæste parkeringspladser og havnekraner forsøger Restaurant Perron at skabe et gastronomisk hjørne for foden af Hotel Atlantic. Det lykkes ikke helt.
Medanmelderen sagde det ganske kort: Perron er tre år for tidligt på den.
Han hentydede til havneområdet ved Europaplads, der har udsigt til at blive et attraktivt byområde med boliger og natteliv, men som lige nu stadig er præget af parkeringspladser og de arbejdende kraner i havnen.
Her ligger Restaurant Perron, hvis navn ikke er nogen tilfældighed. Stedet er i familie med spille/dansestedet Train og baren Kupé. Restauranten ligger desuden for foden af Hotel Altantic, men er ikke desto mindre noget fjernt fra byens liv.
Ambitiøst menukort
Som gæst er man først og fremmest vidne til en masse mennesker, der parkerer deres bil, går mod den fritlagte å og kommer tilbage et måltid eller en fadøl senere, hvorefter et nyt selskab gentager øvelsen.
Af dem, der ikke går forbi, er de fleste gæster på hotellet. Og sådan gik det til, at vi en lørdag aften sad ganske alene en times tid, før først et selskab og siden et andet gjorde os selskab i de ellers nydelige, moderniserede lokaler med trægulve, store vinduespartier og hvide vægge med grå felter dekoreret med stemningsfulde fotos fra det nærliggende spillested.
Gik alle disse mennesker, der valfartede mod andre etablissementer, glip af store gastronomiske oplevelser?
Ikke rigtig.
Menukortet så ellers ambitiøst nok ud med såvel "wienerdrenge" og smørstegte rødspætter som en fireretters gourmetmenu, hvor »kokken udforsker de kulinariske verdenshjørner«.
Priserne begyndte ved 259 kr. for to retter og sluttede ved 629 kr. for fire retter med tilhørende vinmenu.
Det måtte vi prøve, besluttede vi over de indledende oliven og saltede græskarkerner - der med de vedlagte tandstikker var meget svære at spise på elegant vis.
Det startede rigtig godt med en interessant australsk hvidvin på riesling-druen (2001 Grant Burge) og en intens hummersuppe med fennikel, porre og en god kammusling. Her så vi gerne bort fra, at den øvrige garniture - tre tigerrejer - var noget kønsløse.
Andendags-vin
Den næste ret - "carpaccio" af foie gras med syltede østershatte - bestod af nogle stave rå foie gras smukt serveret med blandt andet dekorative streger af indkogt balsamico og en portion østershatte, der var stærkt eddikesure. Tanken om at give den fede lever modspil var god nok, udførelsen var dog efter vores mening ikke så elegant. Hertil kom at vinen - sydamerikansk chardonnay fra Groote Post - var mærkelig, nærmest lidt oxyderet.
Da flasken kom halvtom til vores bord, og vi var de eneste gæster, kunne vi nok regne ud, at vinen havde stået over fra aftenen i forvejen. Det bekræftede den venlige, kvindelige tjener da også. Men hun mente ikke, det havde skadet vinen.
Nu er der ikke noget galt med at dele en flaske vin mellem to dage - vi gør det hele tiden derhjemme. Vinen er ikke den samme dag 2, men mindre kan også gøre det til frikadeller og boller i karry. På en restaurant med gourmetmenu forventer vi imidlertid at få vin i topform, og det var sydamerikaneren efter vores skøn ikke.
Rød kompensation
Den efterfølgende rødvin, Fleurie fra Domaine Verpoix, fejlede til gengæld ikke noget, og tjenerens generøse genopfyldninger tolkede vi som kompensation for den uheldige hvidvin.
Den lette Beaujolais skulle passe til en hovedret med kalv på brisler og svampe med portvinssauce. Sammensætningen var god på den måde, at både maden og vinen var ganske diskret i udtrykket. Faktisk var en velkogt hvid asparges på toppen af kødanretningen det mest interessante i en ret, der så pæn ud, var lavet pænt med en flot, klar sauce, men som manglede temperament og karakter. Vi undrede os også lidt over, at køkkenet i en tid med fantastiske nye kartofler valgte at servere kartoffelmos i filodej. Vi kunne da også se, at der blev serveret umoste kartofler til flere a la-carte retter ved nabobordet.
Til gourmetmenuen hørte også en desserttallerken. En af disse havde tjeneren været så venlig at bytte til en ostetallerken. Den passede ikke så godt til dessertvinen - den dejligt, mørke, chokoladevenlige Mas Amiel fra Maury på den franske side af Pyrenæerne. Men pyt, vinen passede generelt heller ikke til desserttallerkenen, der gik i en langt lysere og mere frugtig retning med jordbær i sirup, friske hindbær, hvid chokoladeis og en roulade med mere hvid chokolade.
Ærgerlige oste
Til al overflod var der også en frossen mousse af mørk chokolade, og her var dessertvinen i bedre selskab.
Osten ville få vine kunne håndtere. Flere af dem var nemlig over sidste salgsdag med et gråt indre, slimet ydre og en kraftig smag af salmiak. Ærgerligt, for det var ellers dejlige oste: Epoisse, Reblochon, Explorateur osv. Hertil herlige valnødder i sirup og skiver af jordbær.
Med en dobbelt espresso og en cafe latte blev regningen på 1.323 kr. For de penge fik vi flere gode ting, men rigtig overbevisende blev helheden ikke.
Det kunne tænkes, at Perron egner sig bedre til dagens ret og en af de forskellige eksotiske øl eller en af de mange halvflasker vin fra det mindre men pæne kort præget af flasker i det fornuftige leje 200-400 kr. 185 kr. koster den billigste, og champagne (Dom Perignon) er det nærmeste, vi kommer prestigeflasker.
Eller hvad med smørrebrød til frokost eller en gang chili con carne leveret gennem lugen ud på natten? Den service leverer Perron også - og på sin vis falder det scenarie også bedre i hak med de forblæste kajer og parkerede biler.