Huset med det grønne træ

Julen nærmer sig i al sin gru. Her på Gammeltorv i København, fristende tæt ved JP/Politikens Hus, begyndte den officielt allerede den 14. november, og det gælder hovedparten af landets frokostrestauranter, at julen begynder tidligt, og så er det slut med dunkel hygge og a la carte-sild. Så står den på fest, finker og flommefedt, faste menuer med rødkål, der deler den trange plads med rullepølsen, og hvad værre er: Det hele skulle have været reserveret i februar.

Det er de faktisk forhold i flæskestegsindustrien, og når jeg skal være ærlig, undgår jeg det helst selv, bortset fra et par traditionelle sammenkomster, som jeg hverken kan eller vil gå glip af, for her handler det om samværet. Jeg er stor fan af dansk frokost og endnu større fan af danske frokostrestauranter, men jeg er mindre fan af julefrokostens glinsende fedt- og snapseorgie, og desuden kan jeg ikke tænke på julemedister, når lærkesangen fylder himlen.

Ikke for det, når det er varmt i vejret, kan man faktisk sidde ude her på Café Gammeltorv, om end man sidder lidt til udstilling. Og vippende, men først og fremmest udstillet, for det vrimler jo med mennesker, også nogle, man kender, og jeg kom til at tænke på hærværksdigteren Tom Kristensen, der flyttede til Thurø med en bemærkning om, at han ikke kunne bo i København længere; der er for mange hjørner i den by, som han sagde.

Henne om hjørnet

Et sådant hjørne er Café Gammeltorv. Eller ”Huset med det grønne træ”, som stedet også hedder, hvad der skyldes en roman af Kelvin Lindemann, som fik et internationalt gennembrud med en roman af det navn, som udspillede sig netop her; han er glemt i dag, om end måske midlertidigt genoplivet af barnebarnet Anders Lindemann, der i bogen ”Kelvins krig” har skrevet glimrende om morfaderens dramatiske skæbne og dennes flugt fra Sibirien, væk fra Den Russiske Revolution.

Når man først får sig sat på restauranten, er det vanskeligt at fatte, at nogen nogensinde laver revolutioner nogetsteds i verden. Hvorfor dog det? Verden kan vente. Det kan den blive nødt til, mens man betragter menukortet, som udleveres af en myndig, men venlig tjener. Det ville være utænkeligt at blive betjent på engelsk af en gymnasieelev hernede. Utænkeligt.

Kortet er traditionelt. Hvad skulle det ellers være? De førnævnte finker var faktisk en specialitet her i gamle dage (og en populær spise generelt), men de er væk nu, også på julefrokostkortet, som tilbyder to anretninger til henholdsvis 649 kr. og 749 kr. (man får stegt sild og røget ål i den dyrere variant). Der er dog, og det skal de ikke have utak for, også mulighed for at spise almindelig a la carte i hele julemåneden.

Jeg vil gerne bestille fra kortet.

Man har egen røgeovn her, og redaktøren skyndte sig at vælge (jeg skriver med vilje ikke: sætte sig på) ”Gammeltorvs røget sild” (135 kr.). Den kom med stegte løg, fennikel, purløg og æggeblomme, tilforladelig og fin garniture, men silden udmærkede sig jo først og fremmest ved sin saftighed. At der røges sur place, kan man godt smage, og det hele var i perfekt balance mellem fennikel, sødme, røg og krydderi.

Min kryddersild (120 kr.) var flot. Virkelig flot. Den høje, faste fisk stod næsten nøgen, kun garneret med ristede kapers, fine skiver æble, fed creme fraiche. Det kræver lidt af en sild at skulle serveres så rent (det er derfor, så mange sild serveres druknet i allehånde snask), men denne kryddersild var markant og dog i rolig balance; den tager jeg også næste gang.

Kvadratisk pariserbøf

Den Gl. Redacteur var i humør til det røgede på dagen og havde bestilt røget ål, som snart er forbudt. Perfekt røget, saftig og sart med røræg til ug, hvilket vil sige herligt uegnet til asfaltering af indkørsler, som det ellers er normal standard. Og vi drak øl fra Fur Bryghus og en alt for forudsigelig O.P. Anderson; snapsekortet kan en del mere, men vi var for traditionelle. Vi drak den tempereret, man bliver spurgt.

Min fiskefilet (170 kr.) var elegant, diskret paneret og kom med virkelig saftige rejer og en fint doseret mayo – hjemmegjort, blev det oplyst, og det har jeg absolut ingen grund til at betvivle, det virker absolut som et sted, hvor man tager den slags alvorligt, og det skal man jo med den traditionelle danske frokost.

Redaktørens roastbeef (170 kr.) var et godt eksempel. Her var kødet saftigt, og de ristede løg tilmed hjemmelavede. Peberroden var også friskt høvlet, om end stadig diskret i smagen – der er generelt ikke meget spark i peberod nu om dage, hvis man spørger mig.

Min pariserbøf (195 kr.) kom som en meget let stegt hakkebøf lagt på et kvadratisk stykke hvidt brød. Den var saftig og meget let stegt, og den som altid rigelige garniture var ikke overdoseret. De hjemmelavede pickles havde karakter, og her var friskt høvlet peberrod, kapers og æggeblomme, som det sig hør og bør.

Er gammelosten tilbage? Næsten, ikke helt, beklagede vor værtinde, som var gammel nok til, at jeg tør benævne hendes køn. Det havde hun ret i: næsten, ikke helt. Det er den bedste gammelost, jeg har fået længe, men den var ikke helt oppe at ringe, der er ganske enkelt ikke noget at få.

Der skal dog mere til at ødelægge humøret efter en frokost som denne. »Det var helt rigtigt,« som en ven skrev, da vi var nogle stykker, der havde spist julefrokost herinde. Og det er det nemlig: helt rigtigt. Den rigtige stemning, den rigtige mad, den rigtige blanding af jovialitet og autoritet hos tjenerne. Jeg glæder mig til at komme igen.

Café Gammeltorv forekommer mig lidt overset, men placerer sig ubesværet i topfem i det københavnske frokosthierarki.