Fortsæt til indhold
Mad & Vin

Madanmeldelse: Lyng Dal er en lille autentisk perle, hvor man sørger for alle, som var de gode venner af huset

Midt i den smukkeste natur ligger et skønt spisested med et stærkt lokalkulinarisk køkken og et værtskab i særklasse. Selv priserne er yderst rimelige, og det gør Lyng Dal til et besøg værd.

Lyng Dal Restaurant & Hotel

Ryesgade 33, Gl. Rye, 8680 Ry

Der er ikke meget ni til fire over tilværelsen som restauratør. Det er snarere ni til 24. En opslugende profession, mere end bare et arbejde, det er snarere en måde at leve livet på.

Spørg bare de to familier bag Lyng Dal. Ikke kun har de i fællesskab drevet deres restaurant med tilhørende hotel i over 10 år, de bor tillige, hvor de arbejder. Arbejds- og familieliv er samlet under ét tag, og om det er årsagen til det betingelsesløse overskud og fremragende værtskab, hver en gæst bliver mødt med på Lyng Dal, skal være usagt. Men man får unægtelig en begrundet mistanke, når først man har sat sig til bords.