- Opdateret 10/08/2017 kl. 07:39
Gennembrud: Vitamintilskud kan forhindre ufrivillige aborter
Vitamin B3 kan forhindre ufrivillige aborter og fosterskader, konkluderer australske forskere efter 12 år.
Et hold australske forskere har i et nyt studie på mus fundet tegn på, at et tilskud af vitaminet B3 kan have en positiv effekt på antallet af aborter og fosterskader.
Studiet er offentliggjort i det medicinske tidsskrift The New England Journal of Medicine. Det viser, at et defekt molekyle blandt gravide kvinder stopper fostres organer i at udvikle sig rigtigt i livmoderen.
Men den australske forskning tyder på, at det kan behandles ved at tage kosttilskuddet vitamin B3, også kendt som niacin. Forskerne bag studiet er optimistiske.
- Efter 12 års forskning har vores team blandt andet fundet, at denne defekt kan helbredes, og at spontane aborter og fosterskader kan forhindres ved at tage et fælles vitamin, siger Sally Dunwoodie, der er biomedicinsk forsker ved Victor Chang Cardiac Research Institute i Sydney.
- Følgerne vil sandsynligvis være enorme. Dette har potentialet til at reducere antallet af ufrivillige aborter og fosterskader over hele verden. Og disse ord bruger jeg kun sjældent, siger hun.
Forskerne har brugt genetisk sekventering af fire familier, der har været ramt af aborter eller misdannelser af børn ved fødslen. De kunne konkludere, at genmutationer påvirkede produktionen af molekylet Nad.
I et forsøg med musefostre i tidlige stadier, som havde tilsvarende defekt i Nad-molekylet som i familierne, tilførte forskerne B3-vitamin. Efterfølgende kunne de konstatere en betydelig ændring.
- Før vitamin B3 blev føjet til (muse) morens kost, skete der enten ufrivillige aborter, eller også blev ungerne født med en række alvorlige misdannelser, oplyser Victor Chang Cardiac Research Institute i en erklæring.
- Efter kosttilskuddet blev tilpasset, blev alle aborter og misdannelser forhindret, og alle unger blev født helt raske.
Ifølge BBC kalder to britiske eksperter på området studiet for interessant, men advarer mod at overføre dets resultater direkte til anbefalinger til gravide kvinder.
Det skyldes blandt andet, at studiet bygger på data fra fire familier og forsøg med mus, lyder det fra professor Jean Golding fra Universitetet i Bristol.
- Doserne (af vitamin B3, red.) der blev anvendt i denne undersøgelse, var 10 gange den anbefalede daglige dosis tilskud til kvinder, siger dr. Katie Morris fra Universitet i Birmingham til BBC.
Hun tilføjer, at bivirkninger af så høj en dosis af vitaminet ikke er kendt.
/ritzau/AFP