Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Frygter du familiekaos? Sådan tager du konflikten

Det er godt og vel umuligt at gå gennem tilværelsen uden en konflikt med en af sine nærmeste. Heldigvis findes der redskaber, der gør konflikten nemmere.

/ritzau/FOKUS

Det er sjældent behageligt at tage en konfrontation med sine nærmeste.

Uoverensstemmelser mellem to parter er dog et livsvilkår. Det fortæller konfliktmægler Lars Rau fra foreningen Konfliktmæglerne.

- Det er ikke noget, man kan undgå, og bare den viden har - i hvert fald for mig - gjort det nemmere at tage konflikterne, forklarer han.

For at en uoverensstemmelse ikke bliver til en konflikt, råder han til, at man forsøger at gå udenom krybdyrshjernen.

- Krybdyrshjernen reagerer på et splitsekund med flugt, angreb eller spille død, forklarer Lars Rau.

Det er konfliktmægler ved Center for Konfliktløsning Jesper Bastholm Munk enig i.

- Konfliktløsning handler ikke om at være ”nice”, men om at være ”wise”, lyder det fra Jesper Bastholm Munk.

Ifølge ham handler det om at anerkende, at man står i en konflikt og acceptere, at det kan være svært.

- Man skal tage konflikterne alvorligt og spørge sig selv, om der er noget, man selv kan gøre. Bør man vende det med en objektiv part, eller skal man selv tage kontakt? råder han.

Inden man går ind i en uoverensstemmelse, er det vigtigt, at man har for øje, at enhver konflikt indeholder to elementer: Sagen og relationen.

Sagen kan være emnet for uoverensstemmelsen. Det kan være praktiske ting, familiebegivenheder, jul eller lignende.

- Der er nogle sårbarheder her. Der er en sag, man gerne vil tale om, forklarer han.

Derudover er der en spænding, fordi der højst sandsynligt er en følelsesmæssigt relation, som man også skal tage højde for.

Derfor forklarer Jesper Bastholm Munk, at det er meget vigtigt, at man husker på begge aspekter af konflikten. Samtidig nævner begge konfliktmæglere, at man bør vende blikket mod det redskab, der hedder ”konflikttrappen”.

Konflikten skal nemlig løses på det lavest mulige trin. For når man bevæger sig op ad konflikttrappen, kan det ende ud i fjendtlighed, personificering og åbenlys rivalisering.

- Når man først er kommet derop, hvor det er svært at snakke med den anden person, fordi der komme fjendebilleder, er det vigtigt, at alarmklokkerne ringer, og man derfor får løst konflikten - eller søger hjælp for at kunne løse den, siger Jesper Bastholm Munk.

Samtidig understreger Lars Rau, at det er en god idé, at man ikke tager problemet op, mens man stadig er følelsesmæssigt oprevet. Simpelthen fordi det kan skade relationen mere, end det gavner.

- Tag i stedet kontakt og sig, at I skal tale om det på et tidspunkt. Tidspunktet for konfliktløsningen er det første, man skal finde ud af. Det er også en god idé at bruge tid på at tænke over, hvad man vil sige, fortæller Lars Rau og fortsætter:

- Jo mere man ved hvad man selv har brug for, jo mere spørgende kan man være - og jo bedre bliver resultatet.