Energidrikke ætser danskernes tænder væk
Men en ny undersøgelse af 25 energidrikke viser, at det er et ‘syrebad’ for tænderne.
Synlige syreskader på tænderne, forsvunden emalje og tandnervebetændelse. Det er nogle af de skader, du kan få, hvis du drikker for meget syrlig energidrik. Og sure er de. Det viser en undersøgelse, DTU Kemi har lavet for Tandlægeforeningen, skriver metroxpress.
»Energidrikke er meget usunde for tænderne. Jeg tror ikke, man er klar over, hvor sure de egentlig er. Hvis du tog en bid af en citron, ville du ikke være i tvivl om, at den var sur, og at du nok ikke skulle sidde og tygge løs i lang tid,« siger formand for Tandlægeforeningen, Freddie Sloth-Lisbjerg til metroxpress.
Ifølge DTU Fødevareinstituttet er mængden af energidrikke, der sælges i Danmark, firedoblet fra 2010 til 2016 – fra cirka fire millioner liter i 2010 til lidt over 16 millioner liter i 2016. I 2021 forventes salget at være steget til 25 millioner liter.
»Hvis man i sin eksamenslæsning har brug for energi, så gå en tur. Tag en pause. Og hvis du virkelig har brug for energidrik, så drik det over kort tid, og skyl efter med vand,« råder Tandlægeforeningens formand.
I undersøgelsen er 25 energidrikke blevet testet, og alle har en pH-værdi, der ligger mellem 2,7 og 3,8, hvilket er lavt. De havde også en høj bufferkapacitet, som betyder, at det er svært for spyttet at kæmpe imod syren. Derfor kan man udvikle syreskader.
En rundspørge, Tandlægeforeningen for nylig har gennemført blandt cirka 400 tandlæger, viser, at 98 procent af de adspurgte tandlæger har patienter med syreskader.
»Jeg har netop afsluttet en ung patient med store syreskader på min egen klinik. Den tandlægeregning løb op i 40.000 kroner. Det har hverken været sjovt at lægge tegnebog eller mund til det,« advarer Freddie Sloth-Lisbjerg og råder til, at man tænker sig om.