Motion: Find en makker, hvis du vil holde motivationen
Apps og 12-ugers programmer vil sjældent motivere dig til at motionere i det lange løb. Det er bedre at alliere sig med en god ven, lyder rådet.
Hvis sofaen frister mere end en løbetur i ruskende regnvejr, når du kommer hjem fra arbejde, så kan du lige så godt droppe træningsapps og 12-ugers programmer for at finde motivationen til at træne.
Sådan lyder budskabet fra Henrik Mikkelsen, der er projektleder i DGI.
- Vi er grundlæggende sociale væsener, og selv om en app eller en seddel på køleskabet er udmærket til at visualisere, at man er i gang, så vil kram, highfives og samtaler med andre mennesker til enhver tid være en langt stærkere motivation, siger han.
Dernæst skal man prøve at glemme billeder af veltrænede kroppe i blade og på sociale medier og lukke ørerne for evindelige sundhedsråd om at spise vegansk, undgå gluten, løbetræne og samtidig gå i fitness.
For det ydre pres er en af de væsentligste årsager til, at man mister motivationen, mener Henrik Mikkelsen.
- Jeg tror, at mange mister motivationen, når de ikke er drevet indefra, men af noget de føler sig pisket til udefra, siger han.
- Hvis man skal motivere sig selv, tror jeg, man skal finde et menneske, som man holder af, og som vil det samme som en selv. Og så hjælper man hinanden, siger han.
Det er Henning Langberg enig i. Han er professor på Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og har skrevet bogen ”Motivation – nå i mål med din træning”.
For lige meget hvilken type motionist du er, og hvad du bliver motiveret af, så kan det for de fleste være en stor motivation at have en anden person at motionere med.
- Mange oplever, at være motiveret på forskellige tidspunkter, så det er rigtig godt, at der er en, der tager fat i dig, når din egen motivation er vigende, siger han.
På den måde står man også til ansvar over for hinanden.
- Det er lidt ligesom at spille badminton. Nogen gange gider man bare ikke, men hvis ens kammerat står nede i hallen og venter, så kommer man af sted for makkerenes skyld. Man ved godt, at han ikke får noget ud af det, hvis man ikke dukker op. Så man kommer ud af vagten, og når man så er der, så er det faktisk meget sjovt, siger han.
Når vi har fundet en god makker, handler det om at acceptere, at det kan tage et eller to år at opnå et vægttab eller komme i form. Derfor nytter det ikke noget at kigge efter fremgang efter få uger, siger Henrik Mikkelsen.
- Det er et grundlæggende problem, at vi tror, vi kan fikse os til sundhed igennem en slankekur og et 12-ugers program, siger han.
- For når man er igennem de 12 uger, så er det ligesom at løbe over målstregen. Så slapper man af. Og så falder mange tilbage i det gamle mønster, siger han.
/ritzau/FOKUS