Fortsæt til indhold
Familie & Sundhed

Drikker du for meget? Få svaret her

Det kan medføre mange forskellige sygdomme, hvis du har et alkoholoverforbrug. Læs her, hvor grænserne ligger.

/ritzau/FOKUS

I Danmark er vi kendt for vores alkoholvaner. Og faktisk drikker næsten hver tiende dansker over 15 år mere, end deres helbred kan tåle, viser den seneste opgørelse fra Sundhedsstyrelsen, der stammer fra 2013.

Men hvornår drikker man for meget, og hvad kan det potentielt have af konsekvenser for én selv?

Det gør Mia Fischerman os klogere på. Hun arbejder til dagligt som afdelingslæge hos Sundhedsstyrelsen.

- Vores budskaber er, at hvis du i gennemsnit drikker under syv genstande om ugen som kvinde og under 14 genstande som mand, så er der en lav risiko for helbredsskader.

- Men drikker du over højrisikogrænsen, som er 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd om ugen, så har du en høj risiko for at blive syg, siger Mia Fischerman.

Derudover har Sundhedsstyrelsen den anbefaling, at man bør stoppe før fem genstande ved samme lejlighed. Men det er svært for mange, og her er der især tale om de unge.

Mia Fischerman slår også fast, at det i denne diskussion er vigtigt at skelne mellem det at have en alkoholafhængighed og at have et alkoholoverforbrug.

Man kan ikke sammenligne de to betegnelser.

Til gengæld råder hun flere danskere til at være opmærksomme på, om de i ugens løb kommer over de 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd, som er højrisikogrænsen.

- Hvis man drikker over højrisikogrænsen, kan det være en god idé at sætte sit forbrug ned, hvis man vil have en lavere risiko for at udvikle helbredsskader. Man kan få hjælp til nedsætte forbruget gennem egen læge eller i kommunens sundhedscenter, siger Mia Fischerman.

Et overforbrug af alkohol gennem en længere periode kan føre til leversygdomme samt lidelser som søvnbesvær, potensproblemer og angst.

Står man som pårørende til en person med et alkoholmisbrug, kan det ofte være svært at vide, hvordan man skal reagere.

Spørger man psykolog med speciale i familier med alkoholproblemer Helle Lindgaard, er det vigtigste, at man som pårørende reagerer.

- Man skal sige højt, hvad man ser, og hvordan det påvirker én selv og eventuelt børn. Der er selvfølgelig forskel på, om man er ægtefælle, partner, forælder, et voksent barn eller en god ven, siger hun.

Hvis man vælger at handle, kan der være forskellige måder at gøre det på, men ifølge Helle Lindgaard bør man ikke være hverken hård eller kontant i sine udmeldinger.

- Jeg plejer at anbefale, at man skal gå ind "ad bagdøren" forstået på den måde, at man skal udtrykke en bekymring omkring den drikkendes sundhed.

- Man kan for eksempel fortælle, at personen ser træt eller presset ud, og at man gerne vil hjælpe. For hvis man i stedet for konfronterer personen og løfter pegefingeren, møder man modstand og forsvar, og så risikerer man at miste kontakten og muligheden for at skabe en forandring, siger Helle Lindgaard.

Derfor råder hun også til, at man er vedholdende, når man prøver at hjælpe en person, der kan lide af alkoholproblemer.

Et andet sted med drukproblemer er Japan. Læs i den billedrige reportage om japanske mænd, som sover rusen ud de mærkeligste steder.