Stop blødningen - kvinder kan fravælge deres menstruation
Kvinder kan nøjes med at bløde, når de vil have børn, lyder rådet fra en gynækolog.
Kvinde, tag magten over din egen blødning.
Sådan lyder det professionelle råd fra gynækolog Charlotte Floridon, der er formand for praktiserende gynækologers organisation DFKO og samtidig sidder i bestyrelsen for alle gynækologers videnskabelige selskab Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi.
»Det gælder både kvinder, der har gener i forbindelse med deres menstruation, og alle andre kvinder, at de faktisk kan fravælge den månedlige blødning, hvis de bruger p-piller eller har en hormonspiral. De kan i princippet nøjes med at bløde, når de ønsker at få børn,« siger hun og peger på, at det faktisk siden 2015 har været de gynækologiske retningslinjer.
For kvinder, der spiser p-piller, er der indlagt en pause efter 21 dage, hvorefter kvinden bløder, men det - understreger Charlotte Floridon - er en kunstig blødning, som kvinden sagtens kan undvære, uden at det øger hormonindholdet i blodet nævneværdigt.
»Rigtig mange kvinder oplever, at menstruation hindrer deres udfoldelse - f.eks. hvis de dyrker sport. Der er også mange kvinder, som har mavesmerter, migræne osv., i forbindelse med deres menstruation, og de skal da i hvert fald vide, at de har valget,« siger hun og understreger, at kvinder med særlig risiko for at få blodpropper er undtaget.
I dag fås p-piller kun med indlagt pause, og ifølge Lægemiddelstyrelsen skyldes det, at p-piller kun er godkendt til brug på den måde, men Charlotte Floridon så gerne, at myndighederne ændrede anbefalingerne - og dermed p-pillerpakkerne.
I Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi er formand Thomas Larsen, ledende overlæge på Aalborg Universitetshospital, enig i de faglige argumenter, men understreger, at selskabet ikke har nogen officiel holdning til blødning eller ej.
»Der er ikke noget usundt i at springe menstruationen over, når man tager p-piller - det kan man sagtens. Det handler i højere grad om det syn, man har på sig selv som kvinde. For nogle kan det være en fordel, for andre er det mere rigtigt fortsat at bløde, og det er vores rolle som læge: at lægge oplysningerne frem, så kvinden - i samråd med sig selv og lægen - selv kan tage stilling,« siger han.
Menstruationen er ikke blot en månedligt blodtab, men også et kvindepolitisk debatemne, og debattør Katrine Blauenfeldt har skældt ud over, at kvinders månedlige blødning ofte bliver gjort ulækker og tabuiseret. F.eks. lagde hun et billede af en brugt tampon på sin Facebook-profil - og både vrede og venlige kommentarer eksploderede.
Muligheden for helt at droppe menstruationen kalder hun »fin nok.«
»Hvis lægerne virkelig er sikre på, at det er ok at droppe menstruationen, så er det da en umærket mulighed for nogen. Måske ville jeg selv overveje det, for jeg har ikke planer om at få børn, men samtidig er det meget vigtigt, at kvinder, som fortsat vælger at bløde, ikke føler sig tabuiseret yderligere. Det er såmænd slemt nok i dag,« siger hun.
Maja Nyvang Christensen er sammen med Sine Cecilie Laub på vej med en bog - »Gennemblødt« - om netop menstruation, og de har tidligere studeret og kritiseret reklamer for menstruationsbind og tamponer for at være kliniske og smage mere af klor end blod.
»Selv om halvdelen af verdens befolkning bløder, er menstruation stadig meget pinligt, og når man skal på toilettet, skjuler man en tampon i ærmet, som om det var narko, man bærer gennem kontorfællesskabet,« siger hun, der ikke nødvendigvis er afvisende overfor ideen om at stoppe menstruationen, når man ikke har brug for ægløsning.
»Det vil måske øge bevidstheden om kroppen og dens funktioner. Groft sagt tror jeg, at det vil dele kvinderne i to grupper, hvor den ene vil fravælge menstruation og tage p-piller hele tiden, mens andre vil gå den modsatte vej og bruge f.eks. menstruationskoppen, hvor man opsamler blodet. Den er billigere end de traditionelle bind og tamponer og betyder, at du er lidt tættere på din egen krop,« siger hun.
Speciallæge Charlotte Floridon er ikke betænkelig ved eventuelle kvinde- og kønspolitiske konsekvenser af at stoppe blødningen i det meste af et kvindeliv.
»Overhovedet ikke. Jeg har helt tillid til, at den enkelte, danske kvinde helt selv kan afgøre, hvad der er godt og rigtig for hende,« siger hun.
Jyllands-Posten har tidligere lavet en spørgeundersøgelse for at finde ud af, hvor mange kvinder der springer over menstruationen. Mød blandt andet også Elise Rasmussen, som afskyr at have menstruation og udskyder den så ofte som muligt: