Kvinder springer over menstruationen
Ved hjælp af p-piller undgår kvinder den månedlige blødning. Apotekerforeningen ønsker klarere vejledning.
For mange kvinder er der ikke længere noget, der hedder »den tid på måneden«.
Det viser en rundspørge, som Jyllands-Posten har foretaget blandt 326 p-pillebrugere.
»Menstruation er upraktisk i et moderne liv. Et moderne menneske er ikke præget af den gamle tanke om, at menstruation er kvindernes forbandelse. Vi skal være effektive og skal kunne fungere på samme måde hele tiden. Livet skal altid være let,« siger Birgit Petersson, speciallæge i psykiatri ved Institut for Folkesundhed på Københavns Universitet.
Den oprindelige p-pille er skabt til at efterligne kvindens naturlige cyklus mest muligt, så den tages i tre uger, hvorefter kvinden holder pause i en uge for at menstruere. Springer man over pausen, kommer menstruationen ikke.
Undersøgelsen viser, at mens 11 pct. dropper den hver anden gang eller oftere, springer 15 pct. over tre til fem gange om året, mens hele 40 pct. vælger blødningen fra en til to gange om året.
400.000 danske kvinder bruger p-piller.
Kan ikke anbefales
Det vides endnu ikke, om det kan have helbredsmæssige risici at springe pausen over. Forskningen på området er først lige igangsat, og der vil gå mange år, inden resultaterne er klar.
»Derfor kan man ikke anbefale at springe over p-pillepausen generelt,« lyder det fra Lene Hee Christensen, ph.d.-studerende ved Institut for Klinisk Medicin på Gynækologisk-Obstetrisk afdeling på Aarhus Universitet.
Forskel i vejledning
Lene Hee Christensen har været med til at lave en forskningsartikel med viden på området.
Alligevel viser Jyllands-Postens rundspørge, at der er stor forskel på, hvordan kvinder bliver vejledt i forhold til at springe pausen over.
Jyllands-Posten fik desuden tre vidt forskellige svar, da man spurgte tre apoteker, om det er i orden at droppe menstruation. Lige fra »det må man aldrig gøre« til »det er helt o.k., da det er en kunstig menstruation«.
»Indlægssedlerne er tvetydige, og derfor er alle svar i princippet korrekte,« siger Helle Jacobsgaard, farmaceut og specialkonsulent ved Apotekerforeningen.
Derfor vil Apotekerforeningen nu rette henvendelse til Sundhedsstyrelsen for at sikre en mere entydig vejledning.