Her er modstykket til Barbie og Ken
Der bør være flere dukker med benproteser og hørerapparater. Det mener en gruppe forældre på Facebook.
Det er vigtigt for et barn, at det kan relatere og spejle sig i dets legetøj. Men det kan være en udfordring at finde legetøj, der ligner ens barn, hvis barnet har et handicap. Det mener en gruppe forældre, der står bag siden 'Toy Like Me' på Facebook.
De forsøger at råbe legetøjsproducenterne op, og få dem til at øge mangfoldigheden på legetøjsmarkedet.
Flere af opslagene fra gruppen er blevet delt flittigt i England, og det har fået en dukkeproducent til at reagere.
Den Engelsk legetøjsproducent Makies har nemlig netop lanceret en række dukker med handicaps og kosmetiske udfordringer.
Mens Barbie og Ken har lange ben og perfekte former, så har disse dukker benproteser, høreapparater og store synlige modersmærker.
Firmaet bruger 3D printere til at producere dukkerne, og det gør det muligt for den enkelte kunde at specialdesigne deres dukker.
"Vi har sat en masse andre ting på pause, og er gået i gang med med at designe legetøjshøreapparater, legetøjsganghjælpemidler, og på at lave modermærker. Derudover arbejder vi på en ny 3D-printet legetøjskørestol," skriver firmaet på sin hjemmeside.
Forældrene er glade for Makies tiltag, men målet er endnu større.
"Men vi er ikke i mål endnu. Hvis et lille firma som Makies kan gøre det, hvad laver de store firmaer så? Kom nu LEGO, Playmobil, Mattel og Barbie," skriver de i opslaget.
Tina Torp Aaby driver hjemmesiden barnmedbriller.dk, hvor hun blandt andet sælger dukker med briller. Hun fortæller, at interessen er stigende, og at kunderne primært kommer fra Danmark, Norge og Sverige.
"Jeg startede siden, da min egen datter fik briller som et-årig. Jeg kunne se, hvor stor hendes interesse for dukker med briller pludselig blev, da hun selv fik det," siger hun og fortsætter:
"Børn vil gerne spejle sig i deres legetøj, og derfor er Makies nye tiltag også rigtig godt," siger hun.