Hver tiende fortryder valget af kæledyr
Hvert år aflives tusindvis af hunde, fordi deres ejere ikke magter dem.
Hunden er menneskets bedste ven. Men venskabet går begge veje, og en hund i familien kræver både tid, opmærksomhed og ikke mindst penge.
Hvis du tænker på at anskaffe en hund, er der derfor nogle overvejelser, du bør gøre dig. En Yougov undersøgelse fra 2014 viser, at ca. 10 procent fortryder deres valg af kæledyr, og hvert år aflives tusindvis af hunde. Deres ejere magter dem ikke. Måske købte de den forkerte hund. Måske skulle de aldrig have haft én.
Desuden er det dyrt at anskaffe sig en firebenet ven. Prisen løber let op på over 100.000 kr. i hundens levetid, eller ca. 1.000 kr. om måneden. Derfor har Dansk Kennel Klub i samarbejde med bl.a. Dyrenes Beskyttelse og Fødevarestyrelsen lavet en hjemmeside, hvor man kan teste sig selv: klartilhund.dk
Gode råd til kommende hundeejere
Er man klar til hund, er det vigtigt at få valgt den rigtige. Her er fem gode råd fra pjecen Vælg den rigtige hund , udgivet af Dansk Kennel Klub:
1. Begynd med at stille dig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg ikke acceptere ved en hund? Bliver du irriteret over, at en hund strejfer, hvis den kan komme af sted med at smutte over hegnet? Eller at den som voksen ikke bryder sig om andre hunde, så den altid skal være i snor, at den er nysgerrig og selvstændig, så den gør lige, hvad der passer den? Har du tid og kræfter til halvanden timers pelspleje hver uge? Og ønsker du en hund, der gør, når der er nogen, der nærmer sig matriklen?
2. Find ud af, hvilke behov, din hund skal opfylde. Kigger du efter en hyggehund, der kan sidde sammen med dig i sofaen, eller går du på jagt og mangler én, der kan apportere vildt. Skal hunden være børnenes bedste ven, eller er det hjemmets vogter, du ønsker.
3. Sæt dig ind i de forskellige racers egenskaber. Når du læser om hundens egenskaber, skal du gøre dig klart, at vi er tilbøjelige til at blande vore egne egenskaber ind i det. Modig, kvik, energisk og selvstændig er i de fleste ører plus-ord. Men bruges de om en hund, kan det meget vel betyde, at den ikke bryder sig om andre hunde, når den bliver kønsmoden (modig), den skal leges med og aktiveres meget af tiden (energisk og kvik) og at den kræver et højt hegn omkring haven (selvstændig). En vagtsom hund vil sikkert gø af alle, der kommer hos jer - også børnenes venner.
4. Hvis du på forhånd ved, at du ikke har tid eller lyst til at tage hunden med i hundeskole, så er det vigtigt at vælge en race, som ikke er for selvstændig og er fremavlet til at følge sin herre.
5. Vid, at det kræver både tid, tålmodighed og masser af penge at have hund. Magasinet penge fik for nogle måneder siden Karina Ryborg, sektionsformand for kæledyr i Den Danske Dyrlægeforening, til at lave et overslag på, hvad en labrador koster det første år, og hun endte på 12.188 kr. Og så var prisen på hunden ikke regnet med.
Grundudstyr: 1.933 kr. Foder: 6.000 kr. Udstyr: 600 kr. Lovpligtig forsikring: 460 kr. Sygeforsikring: 1.520 kr. Dyrlægetjek 750 kr. Loppekur: 500 kr. Træning: 425 kr.
Mange hunderacer skal desuden til frisør en eller flere gange om året. Typisk en ekstra udgift på 500-800 kr. pr. gang.