Slik, skærm og sengetid: Sådan sætter du de rigtige grænser for børnebørnene i ferien
Familievejleder Lola Jensen guider dig gennem god konflikthåndtering, når børnebørnene kommer på besøg i efterårsferien.
Snolderet er købt, lasagnen står klar i ovnen, og aktiviteter med børnebørnene er planlagt.
Det lyder lovende, men når børnebørnene ankommer for at holde nogle dages ferie, medfølger også en masse potentielle konflikter. Generationskonflikter.
For det er ikke sikkert, at bedstemor er enig i de regler, som børnebørnene er vant til hjemmefra. Ingen slik, intet kød, strikse sengetider og fri skærmtid. Så hvad gør man, når to generationer støder sammen?
Slik: Ring og spørg forældrene om lov, inden du fylder slikskabet
Det kan være fristende at forkæle sine børnebørn med slik og søde sager i efterårsferien. Særligt hvis man føler, at man er ”bagud”, fordi det andet hold bedsteforældre måske bor tættere på børnebørnene til hverdag. Uanset hvad er slik som smutvej til glade børnebørn en rigtig dårlig idé, mener familievejleder Lola Jensen.
Jeg kan godt forstå de forældre, der vil skrue ned for slikket, da der i forvejen er rigeligt med søde sager i børnenes liv.Lola Jensen, familievejleder
»Jeg kan godt forstå de forældre, der vil skrue ned for slikket, da der i forvejen er rigeligt med søde sager i børnenes liv. Jeg vil derfor foreslå, at man ringer til børnebørnenes forældre og spørger om lov, før man køber snolder. Er svaret nej, har man styret udenom en unødig konflikt, og så må man finde på gode alternativer – for eksempel hjemmelavede müslibarer, « siger hun.
Kød: Respektér vegetarfamilien, og styr udenom kødet
Flere og flere småbørnsfamilier vælger af forskellige grunde at skrue ned for kødet til hverdag.
For den ældre generation kan det være svært at forlige sig med et aftensmåltid uden kød, men de må gøre forsøget, når børnebørnene er på besøg, mener Lola Jensen. Det kan nemlig virke provokerende, hvis man som bedsteforældre stædigt steger en bøf, selv om man ved, at kød er et fravalg i småbørnsfamilien.
»Bedsteforældre skal ikke se efterårsferien som en mulighed for at lære ”de der fjollede vegetarer” at spise kød. Det er et sammenstød uden grund. Målet er et besøg fuld af glæde. Så lav hellere en ret, som passer til dem,« siger hun.
Er man i tvivl, må man ringe til forældrene og spørge, hvad de vil sætte pris på at få til aftensmad frem for at sukke over den umulige familie fra storbyen, mener Lola Jensen.
Skærm: Sæt klare grænser om skærmtid, hvis de ikke er sat på forhånd
Bedsteforældre må ofte kæmpe om børnebørnenes opmærksomhed, fordi mobiltelefonen eller iPad’en lokker med sociale medier og sjove spil. Må man som bedsteforældre sætte en grænse for børnebørnenes skærmtid?
Ja, mener Lola Jensen. Hun foreslår, at man laver en aftale med sit barnebarn om én times skærmtid om formiddagen og eftermiddagen. Resten af tiden må man sammen finde på noget andet sjovt at lave.
»Måske medfører det, at dit barnebarn synes, du er kedelig at besøge. Til det må du sige: ”Det er jeg ked af at høre. Jeg håber, at du besøger mig igen, for jeg laver ikke reglerne om”,« siger Lola Jensen.
Bedsteforældre skal turde være et alternativ til den hverdag, børnebørnene normalt befinder sig i. Dog må man bøje sig, hvis barnets forældre på forhånd har lavet regler om skærmtid, mener Lola Jensen.
Sengetid: Ingen opdager det, hvis I overskrider sengetiden lidt
Som bedsteforælder er der intet bedre end en guldstund med barnebarnet, og intet er mere ærgerligt end at afbryde den på grund af strikse sengetider. Der er ingen grund til at følge sengetiderne nøje, hvis børnene er mere end to år, mener Lola Jensen.
»Lyt og respekter det, hvis forældrene kommer med et konkret ønske om sengetider. Når de så er kørt, så accepter, hvis tiden løber og sengetiden overskrides, fordi I hyggede jer over aftensmaden. Det er der ingen, der opdager, og man behøver ikke rapportere det til forældrene,« siger hun.
Det er netop feriehyggen med børnebørnene, som mange bedsteforældre ser frem til, og forskellen på at give en is til barnet og lægge barnet i seng over sengetid er, at barnet ikke nødvendigvis er bevidst om tiden, men med garanti vil sladre om isen.
Grænser: Bland dig kun i det, der er på din banehalvdel
Måske synes man, at børnebørnene larmer og er uopdragne, men det er ikke bedsteforældrenes opgave at rette op på de fejl, man mener, at forældrene har begået i opdragelsen, mener Lola Jensen.
»I stedet for at ærgre dig over børnenes opdragelse, så glæd dig over dem, som de er. Hvis du bliver for striks, risikerer du, at de ikke længere vil besøge dig.«
Helt grundlæggende har bedsteforældre kun lov at blande sig, hvis problemet direkte vedrører dem.
»Problemet i dag er, at der bliver trukket for mange fronter mellem forældre og bedsteforældre. Det er ikke nødvendigt,« siger Lola Jensen.
Hun råder forældre og bedsteforældre til at forventningsafstemme tilgangen til børnebørn så tidligt som muligt.
»Allerede da mine børnebørn var helt små, spurgte min mand og jeg forældrene: ”Skal vi tie, eller må vi sige vores mening?”. De ønskede vores mening, og så har vi lært at udtrykke den på en ordentlig måde,« siger hun.