Studie: Brug af p-piller giver højere forekomst af leukæmi blandt børn
Selv om budskabet i de nye resultater kan virke voldsomt, er det vigtigt at se nuanceret på de nye resultater, påpeger sammenslutning af danske gynækologer.
Leukæmi er i dag den hyppigste kræftform hos børn, men man ved kun meget lidt om årsagerne til den.
Ny forskning fra Kræftens Bekæmpelse tyder dog på, at der er statistisk sammenhæng mellem morens brug af prævention med hormoner herunder p-piller og spiral op til eller under graviditeten og forekomsten af børneleukæmi.
Resultaterne af det store studie er netop blevet offentliggjort i Lancet Oncology, der er et af verdens førende medicinske tiddskrifter.
»Resultaterne peger på en sammenhæng mellem kvinders brug af prævention med hormoner og udvikling af leukæmi hos deres børn. Det er interessant, fordi det kan være med til at øge vores forståelse af de mulige årsager til leukæmi hos børn. På længere sigt kan det måske føre til bedre muligheder for at forebygge sygdommen,« udtaler postdoc Marie Hargreave fra Kræftens Bekæmpelses Center for Kræftforskning, som har stået i spidsen for den nye forskning, i en pressemeddelelse.
Det nye studie er det første store studie, som har påvist statistisk sammenhæng mellem brug af hormonprævention blandt mødrene og en højere forekomst af leukæmi blandt børnene.
Man vil derfor skulle gentage undersøgelsen i eksempelvis andre lande for at se, om resultaterne kan genskabes, før man med sikkerhed kan påvise en reel sammenhæng.
Og selvom det skulle vise sig, at nye studier kan bekræfte sammenhængen, er det stadig værd at huske på, at leukæmi er en sjælden sygdom hos børn.
»Der er lidt over 50 børn om året i Danmark, der får konstateret leukæmi. Vores resultater viste, at for hver cirka 50.000 børn der blev født af mødre, der havde brugt hormonprævention tæt på eller under graviditeten, blev der født et barn mere med leukæmi, end i gruppen af kvinder, der ikke havde brugt prævention med hormoner,« påpeger Marie Hargreave.
Selv om budskabet i de nye resultater kan virke voldsomt, er det vigtigt at se nuanceret på de nye resultater, fremhæver Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi (DSOG), som er talsmænd for de danske gynækologer.
Det er interessant, fordi det kan være med til at øge vores forståelse af de mulige årsager til leukæmi hos børn. På længere sigt kan det måske føre til bedre muligheder for at forebygge sygdommen.
»DSOG mener, at studiet skal tolkes med stor varsomhed på trods af, at studiet er veludført og kommer fra en kompetent forskningsgruppe,« lyder det fra Hanne Brix Westergaard, formand for DSOG.
Man bør nemlig bide mærke i, at studiet baserer sig på data fra flere danske administrative registre, samt at de sammenhænge, man finder, ikke altid er et udtryk for årsags-virkningssammenhænge, påpeger formanden.
»I det specifikke studie vil de kvinder, der indløste en recept på f.eks. p-piller tidligt i deres graviditet, jo som hovedregel ikke have planlagt denne graviditet. Kvinder med en ikke-planlagt graviditet har gennemsnitligt en hel anden livsførelse end kvinder, som planlægger at blive gravide, f.eks. i forhold til indtag af vitaminer, tobak, alkohol etc. Disse faktorer kan formentligt have indvirkning på det ufødte barns senere risiko for udvikling af en række sygdomme, og det er faktorer, man ikke fuldstændigt kan korrigere for i registerstudier.«