Et enigt folketing har stemt for forsøg med medicinsk cannabis
Ifølge Dansk Folkeparti får brugerne alligevel tilskud til forsøget med medicinsk cannabis.
Fra årsskiftet vil patienter med udvalgte diagnoser kunne få en recept på medicinsk cannabis.
Det står klart, efter en flok enige politikere fredag vedtog en forsøgsordning over fire år gældende fra januar.
Der var ikke en eneste nedadvendt tommelfinger at spotte i salen, da forslaget blev behandlet for tredje gang, og således vil cannabis efter nytår kunne ordineres til sklerosepatienter, rygmarvsskadede, patienter i behandling med kemoterapi og smertepatienter kunne få udskrevet medicinen af deres praktiserende læger.
Med den fri ordinationsret kan en læge desuden vælge at udskrive cannabisprodukterne til patienter med andre sygdomme, hvis lægen altså fagligt vil stå inde for det.
»Med forsøget hjælper vi en række meget syge mennesker til et bedre liv. De kan ikke dæmpe deres smerter eller kvalme med de gængse præparater, og derfor køber mange af dem i deres fortvivlelse usikre cannabisprodukter på det sorte marked. Det er uholdbart, og mange patienter har bedt om den her ordning. Vi har lyttet, og derfor får de nu adgang til medicinsk cannabis på en lovlig og tryg måde,« siger sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), i en pressemeddelelse.
Sundhedsministeriet har tidligere vurderet, at den månedlige pris for behandlingen ville løbe op i 2.790 kr., og det vakte kritik fra patientforeninger, der mente, at den ville blive for dyr for brugerne. Fredag lød det i pressemeddelelsen fra Sundhedsministeriet, at patienterne ikke vil kunne få tilskud til behandlingen. Men det får de, understregede Liselott Blixt (DF), der er formand for Folketingets Sundhedsudvalg, efterfølgende.
Hun fortæller, at hun har talt med ministeren både torsdag og fredag, og at der er enighed om at afsætte penge til tilskuddet fra en pulje til sundhedstiltag i finanslovsaftalen. Derfor bliver tilskuddet en realitet, hvis finansloven bliver stemt igennem.
Hvor meget, patienterne kommer til at skulle betale af egen lomme, afhænger dog af de endelige priser på produkterne. Samtidig afhænger puljens omfang af, hvor mange der vil benytte ordningen, siger Liselott Blixt.
Uden at kende priserne vil hun derfor ikke lægge sig fast på, hvor stort tilskuddet skal være - heller ikke procentvis.
»Når vi først sætter en pulje af, skal det kunne række til, at både rige og fattige kan bruge ordningen. Jeg har fået rigtig mange breve fra folk, der ikke har råd til at give 3.000 kr. om måneden, og som derfor ville være nødt til at blive ved med at kriminalisere sig for at få behandlingen,« siger hun, der ikke kan garantere, at detaljerne om tilskud vil kunne komme på plads, til forsøger begynder i januar.
Sundhedsministeren oplyser i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at hun nu vil mødes med sundhedsordførerne og drøfte sagen.
»Der har været adskillige forhandlinger med satspuljepartierne om en tilskudsordning, men ikke enighed om at prioritere det, så respekt for, at DF nu siger klart, at de vil løfte finansieringen. Jeg vil derfor indkalde sundhedsordførerne fra regeringspartierne og DF til et møde, efter vi på mandag har fået overblik over de medicinske cannabispriser, der meldes ind i forsøgsordningen, for regeringen har et ønske om at forsøgsordningen fungerer og ikke får en social slagside,« skriver hun.
Foruden egenbetalingen er politikerne blevet kritiseret for at ville gennemføre ordningen uden tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for, hvordan behandlingen fungerer. Lægernes videnskabelige selskab, DSAM, har decideret frarådet frarådet sine medlemmer at deltage i ordningen. Sundhedsminister, Ellen Trane Nørby, forventer dog, at mange læger vil hjælpe deres patienter og gøre brug af muligheden.