Test: BeoPlay M5 sparker r*v
Som en lille hidsig køter har BeoPlay M5 en langt større stemme, end de ydre rammer indikerer.
Bang & Olufsen forstår sig på god lyd og er de seneste år begyndt at bevæge sig ind på markedet for multirumslydsystemer a la det, vi kender fra Sonos – et marked, der er præget af stadig større konkurrence. Udbuddet fra Bang & Olufsen har dog været i den pebrede ende med modellerne A6 og A9 – indtil nu.
BeoPlay M5 går for alvor efter sidebenene på Sonos og særligt deres Play:5. Prissætningen er nogenlunde den samme, ja navnet er også derhenad, men der er alligevel nogle væsentlige forskelle.
BeoPlay M5 er en ufattelig smuk højttaler, der har en nærmest skulpturel kvalitet over sig. Uldstoffet og aluminiumskiven emmer af luksus og god smag. Et smukt ydre er dog ikke nok, og heldigvis har B&O også taget sig godt af det indre. Den lille dåse spiller både højt, dybt og krystalklart.
Det er ikke en højttaler, der bare skal spille diskret i baggrunden, men i stedet en lille slagkraftig dåse, der både kan og skal spille op til fest. Som en hidsig lille køter gør den sig bemærket, og det skal den have lov til.
Hvad enten du bruger den alene eller kobler den op i et større system, får du både god stil og god lyd for pengene. Modsat Sonos, der spiller i et lukket økosystem, har du samtidig friheden til og muligheden for at streame til M5 fra stort set alle tænkelige apparater. Endnu et kæmpe plus.
Negative sider er der ikke mange af. Skal vi alligevel nævne et par stykker, så er prisen stadig lige lovlig høj, ligesom det havde været rart, hvis man kunne springe frem og tilbage i playlisten. Disse ting trækker dog ikke nævneværdigt fra det overordnede indtryk. BeoPlay M5 er en sikker succes.
Læs den fulde test på lydogbillede.dk