Anmeldelse: Focal Sopra Nº2 brillerer med præcis og dynamisk lyd
Hi-fi bliver aldrig helt det samme igen efter at have hørt, hvad Focals nye Sopra Nº2 kan diske op med af musikalske krumspring.
Plus:
Med et ubønhørligt, laserpræcist fokus, som aldrig kommer i vejen for musikglæde og “fun factor” – plus slank formfaktor og udsøgt byggekvalitet – er der rigtig meget at holde af ved Focal Sopra Nº2.
Minus:
Højttalernes meget afslørende karakter kræver en del af både forstærker og signalkilde. Her er der ingen genveje.
Focal – tidligere kendt som JMLab efter grundlæggeren Jacques Mahul – er en af Europas mest fremgangsrige højttalerfabrikanter.
Måske er de bedst kendt for den kompromisløse Utopia-serie, som har fået en velfortjent plads på listen over verdens bedste – og utopisk dyre – højttalere. Og sådan skal det forblive, mener Focal – ellers ville det jo ikke være utopi.
Heldigvis findes der alternativer for de af os, der ikke sidder på en guldmine eller oliebrønd, eller har en fed arv i vente, men alligevel er villige til at strække os langt for at nå det lydmæssige nirvana.
Den spritnye Sopra-serie fra Focal henter meget teknik direkte fra Utopia plus meget nyt. Desuden er der lagt vægt på formgivningen, hvilket har resulteret i betydelig lækrere linjer, end Focal tidligere har været kendt for.
Sopra
Sopra Nº2 er den største af foreløbig to lancerede modeller. Fuldvoksne trevejs gulvhøjttalere, som dog ikke er større, end at de fint kan passe ind i mange dagligstuer.
Den runde form gør dem væsentlig mindre dominerende end mange andre “ladeporte” i samme prisklasse.
Men selvfølgelig: I en pangfarve som rød eller orange er de vanskelige at gemme væk. Og hvorfor skulle man også det, når udførelsen er så udsøgt som her?
La qualité du son (lydkvalitet)
Sopra serverer musikken for os med masser af energi, nerve og følelser. Der er lidt fransk temperament over gengivelsen, hvor man aldrig helt ved, hvornår de slår til næste gang.
En runde med yndlingsnumre fra Tidal-playlisten afslører, at vi har med en meget præcis og afslørende musikgengivelse at gøre.
Forskellen er større end ventet: Visse “demo”-sange og indspilninger, som man tidligere troede var gode, afsløres som mere middelmådige.
Mens stykker, som man tidligere har afskrevet som mørke og lukkede, pludselig fremstår i et nyt lys. Der er hele tiden et ubønhørligt fokus over lyden, som kalder alle detaljer frem – gode eller dårlige.
Men musikalsk er de altædende: Sopra holder ikke noget tilbage, og her kan du skrue op for et nyt Kygo-nummer, Infected Mushroom, Gustav Holsts "Planeterne" eller noget gammel Led Zeppelin, AC/DC eller Metallica uden at blive skuffet.
Og de kan spille højt. Det er hi-fi-højttalere, som du sagtens kan fyre op under til en fest uden at komme i forlegenhed.
Lydbilledet fra Sopra Nº2 er noget af det mest præcise, jeg har oplevet. Separationen mellem højre og venstre kanal er fremragende, kombineret med et massivt, men alligevel præcist centerbillede.
På de bedste indspilninger kan man høre, hvordan lydbilledet breder sig ud i vifteform med præcis placering af musikerne, og ikke mindst hvordan de tydeligt er adskilt fra hinanden.
Det er kvaliteter, vi også normalt forbinder med topklasse højttalere, men det er tydeligt, at Focal har opnået en endnu skarpere og mere præcis fokusering end normalt.
Højttalerne har også et usædvanlig bredt “smørhul” (sweet spot). Med langt de fleste højttalere oplever man et fint fokuseret lydbillede, hvis man sidder lige foran, men så snart man bevæger sig væk fra centrum, falder lydbilledet sammen som et korthus.
I Sopras tilfælde går det imidlertid fint at sidde i stolen ved siden af og stadig få en god oplevelse – langtfra en selvfølge med mange eksotiske højttalere.
Sopra Nº2 går virkelig dybt i bassen – nok til at få gulvbrædderne til at ryste ved de laveste oktaver. Frekvensområdet er opgivet til at strække sig til 28 Hz (6 dB) i bunden, men i vores lytterum fik vi både hørbar og følbar basrespons ned mod 20 Hz, hvilket er en imponerende præstation.
Selv om der findes højttalere med større slagvolumen, mere slagkraft og definition nederst i dybbasområdet, fortjener Sopra Nº2 afgjort et stempel som fuldfrekvens højttalere. Og selv på de mest hårdkogte basnumre er kabinettet fuldstændig dødt.
Konklusion
Efter at nogle flotte, men lidt beherskede hi-fi-højttalere har været forbi vores testrum, er Sopra Nº2 et frisk spark i den rigtige retning. Kombinationen af dynamik, musikalitet og knivskarp opløsning gør dem til nogle yderst interessante højttalere.
I denne klasse skorter det selvfølgelig ikke på konkurrenter. Guldvinderne KEF Reference 5 og de nye Bowers & Wilkins 803 D3 er nærliggende at nævne. Men bare det at associeres med A-liste højttalere som disse siger noget om, hvilket niveau Sopra befinder sig på.
Disse temperamentsfulde franske skønheder får hermed vores varmeste anbefaling og bør høres af alle, der overvejer at smadre den store sparegris til fordel for nye højttalere – f.eks. i Lamborghini-orange.
Læs testen hos Lyd & Billede