Her er det digitale shoppingcenter, som kan forudsige dit behov
En ny, dansk shoppingportal giver overblik over de bedste netbutikker inden for mode og design og kan forudsige, hvad du er interesseret i.
Shoppingcenteret i al sin herlighed blev opfundet for at give os magelige forbrugere et sted, hvor vi kan forbruge løs i trygge rammer uden at skulle vralte op og ned ad Strøget på vores uduelige ben. Men i dag kan man sidde i underbukser og bestille en butterfly til sin vens bryllup, et par nye løbesko eller et hukommelseskort til kameraet uden at forlade sofaen.
Det er også gået op for danskerne, og på blot to år er nethandlen vokset med 31 procent, og som et resultat er det fysiske shoppingcenter truet – op mod 15 procent af USA’s malls er i fare for at lukke. Det giver muligheder i cyberspace, som ikke er gået danske Shubbs’ næsen forbi. Shubbs (udtales shops) er som en digital udgave af Strøget, hvor man kan klikke sig igennem over 200 webbutikker fordelt på forskellige kategorier.
»Det digitale shoppingcenter er altid lige ved hånden. Har du 10 minutter i toget på vej hjem fra arbejde, kan du tage en shoppetur blandt dine yndlingsbutikker eller ose efter nye spændende webshopper, hvorimod en fysisk shoppetur kræver planlægning og tid,« siger Lars Schultz Hansen, Shubbs’ stifter og direktør.
Udsprunget af frustation
Det var Lars Schultz Hansens egne frustationer, der bragte Shubbs frem på lystavlen. Han fandt det tidskrævende og besværligt at finde tøjbutikker på nettet som passede til hans stil og når han søgte på Google efter eksempelvis »jeans«, blev han overdænget med links, der godt nok solgte jeans, men ikke nødvendigvis i en stil han nogensinde ville krænge sine ben ned i. Så han satte sig for at skabe et alternativ.
Når man klikker sig ind på Shubbs, er første indtryk, at designet er minimalistisk og for det meste overskueligt.
Shubbs er først og fremmeste visuelt uden så mange ord, og butikkerne bliver vist med et enkelt eller to produktfotos, der er sigende for deres stil. I princippet er det blot et flot visuelt register, så man skal stadig klikke sig videre til den pågældende butiks hjemmeside for at se og købe produkterne.
For at få overblik over de hundredvis af webshopper, har Shubbs oprettet en række kategorier såsom kvindemode, herremode, børn og interiør og design, ligesom de også løbende laver forskellige kollektioner, så man hurtigt kan finde de bedste butikker, der sælger eksempelvis sko, smykker, plakater eller møbler.
Det mest nyskabende ved Shubbs er, at man kan skræddersy, hvilke butikker man får vist, efter sin stil. Opretter man en profil, kan man vælge sine favoritter, og idéen er, at Shubbs bruger disse oplysninger til at anbefale lignende butikker, der formentlig vil falde i din smag. Indtil videre virker det dog ikke helt efter hensigten, men i takt med at deres algoritme udvikles, kan det blive en interessant funktion, der gør shoppingoplevelsen mere personlig og tilbyder noget, de fysiske butikker ikke kan.
Fokus på mode, design og bolig
I første omgang har Shubbs primært øje for mode, design og bolig.
»Vi vil gerne undgå at favne for bredt, og samtidig er det områder, hvor det visuelle spiller en stor rolle, og hvor forbrugerne ofte søger inspiration – to ting, som er væsentlige i vores koncept. Senere vil vi eventuelt brede os til andre områder,« siger Lars Schultz Hansen.
For at sikre en vis kvalitet, så er det Shubbs, der udvælger, hvilke webshopper skal med på siden. Som tak for eksponeringen betaler netbutikkerne typisk for det salg, som Shubbs skaber.
Mens nethandlen i stigende grad domineres af mastodonter som Amazon, Zalando, Saxo Boghandel, Elgiganten og Asos, mens den lille, skæve, cool tøjbutik forsvinder i glemslen på side 10 af din Google-søgning, så mener Lars Schultz Hansen, at det digitale shoppingcenter kan hjælpe dem med at blive opdaget i mængden.
Det håber de i kvindetøjsforretningen Kjær København, at han får ret i.
»Vi kan ikke konkurrere med for eksempel Zalando og Boozt i medierne eller på Google-søgninger,« siger Thomas Martin Hansen, salgs- og marketingchef i Kjær København.
Nye muligheder
Lars Schultz Andersen er overbevist om, at vi fremover vil handle endnu mere på nettet, og det giver nye muligheder.
»Det har aldrig været lettere at åbne en webshop – det kan gøres for få tusinde kroner, og du kan have den oppe at køre på et par timer. Så imens specialforretningerne i den fysiske verden generelt får det sværere, tror jeg, at nettet vil give en opblomstring af denne type forretninger.«
Det er for tidligt at skrive shoppingcenterets nekrolog, men måske kan man finde et godt tilbud på gravsten ...?