Fortsæt til indhold
Digitalt

13 app's redder dit nytårsforsæt

Teknologi-journalist Rasmus Palludan giver sine bud på app's, der kan hjælpe dig med at følge nytårsforsættet til dørs.

Mange danskere starter året med et nytårsforsæt. Måske vil du være mindre stresset? Droppe cigaretterne? komme i bedre form? Initiativet er fint, men det bliver ikke let. Et demoraliserende studie af amerikanere fra 2014 viste, at kun otte procent holder deres nytårsforsæt. Der er imidlertid tre grunde til, at du ikke skal blive nedslået over procent-satsen:

Grund et: Du er dansker, ikke amerikaner.

Grund to: Du er stædig.

Grund tre: Du har app's.

Jeg aner ikke, om du er stædig, så glem "Grund to". Men jeg ved, at du har app's. Masser af app's. Her er en liste over app's, der kan hjælpe dig med at vedligeholde nogle af de mest populære nytårsforsæt.

Du vil: stresse af

Headspace er en af de mest populære meditations-app’s på markedet. Gennem daglige øvelser af 10-minutters varighed, bliver du angiveligt bedre i stand til at give slip på dine bekymringer og slappe af. App’en Prana holder øje med din kropsholdning og din vejrtrækning, mens du sidder og arbejder. Du får tildelt point, hvis du klarer opgaven tilfredsstillende. (Forfatteren til denne artikel har dog ikke testet Prana, så han kan ikke afvise, at den stresser mere, end den gavner).

Du vil: finde fokus

Mange har svært ved at afskærme sig fra sociale medier som Facebook i arbejdstiden. Det er problematisk, fordi hjernen hele tiden skal omstille sig, når vi multitasker, og derfor gør den dårlige vane os mindre produktive. Her kommer iOS app’s som Hey Focus og Selfcontrol ind i billedet (eller min artikel). Hey Focus lader dig kort og godt blokere udvalgte websider, når du arbejder på computeren. Selfcontrol lader dig indstille en tid på, hvor lang tid du må være på en udvalgt hjemmeside dagligt. Hvis tiden overskrides, bliver adgangen blokeret. På den måde kan nye og sunde arbejdsvaner tage form over tid. Hvis du er forfatter, (eller bare har brug for total isolation, mens du skriver), så kan skriveprogrammet Freedom anbefales. Når Freedom bliver åbnet, så lukker internetadgangen på din computer. Det vil sige at internettets buffet af underholdning er utilgængelig.

Du vil: I form

Runkeeper er en fin app, hvis du løber meget, og bare vil have overblik over dine fremskridt. Mens du løber fortæller en "GPS-i-bil-agtig" kvindestemme, hvor langt du har løbet. Det giver motivation og en bedre fornemmelse for afstande. Hvis du (som mig) finder stemmen anstrengende, så kan den slås fra. Hvis du ikke orker at løbe, men bare vil se præsentabel ud, så findes et væld af app's, der hjælper dig med at designe korte træningspas. For eksempel 7-minute-workout-app’s (søg i App Store eller google play), der guider dig igennem et dagligt, syv minutter langt træningspas, som du kan lave inden arbejde om morgenen.

Du vil: Tabe dig

Calorific er en app, der kan vise dig flotte billeder af en lang række forskellige madretter. Tricket er, at hvert billede er suppleret af en tekst, som viser, hvor mange kalorier en given ret indeholder. Hvis du gerne vil have et underholdende overblik over, om du spiser sundt, (uden at notere kolorie-indholdet i hver enkelt brødkrumme, der passerer dit tandsæt), så er Calorific et fint bud. Hvis du derimod ønsker at notere samtlige kalorier, og få et overblik over din kost, så er iOS-app’en Lifesum et fint bud.

Du vil: Lære et sprog

Apple udråbte i 2013 Duolingo som årets app, og rolig, rolig: Den findes også til Android. App’en kan lære dig ni forskellige sprog og gør det via små, sjove opgaver. Den lader dig også fokusere på de områder, du helst vil forbedre dig indenfor, fx udtale eller retskrivning. Undervejs på din sprogrejse giver app’en dig små præmier eller point, som i et computerspil, hvorved motivationen øges. Det er jo meget hyggeligt.

Du vil: Spare penge

Nogle mennesker har en tendens til at tænke kortsigtet, når de hiver hævekortet op af lommen. Her kommer app'en lommebudget ind i billedet, fordi den i al sin simpelthed er ret praktisk. Du indtaster dit rådighedsbeløb og derefter dine løbende udgifter. På den måde kan du tidligt blive advaret om, at du skal omlægge dine vaner, hvis budgettet antager Titanic-kurs.

Du vil: Skrive dagbog

App’en Emojiary er for folk, der gerne vil skrive dagbog, men som ikke rigtigt finder tiden til det. Det er efterhånden påvist utallige gange, at det er godt for helbredet at skrive dagbog. For eksempel giver dagbogs-skrivning øget indsigt i, hvem man er, og hvad man vil i livet (i modsætning til at spæne rundt i omgivelserne som en hovedløs høne). Emojiary adskiller sig fra andre dagbogs-app's. Den har en indbygget chatrobot, der dagligt opmuntrer dig til at skrive om dit humør ind på smartphonen. Chatrobotten er meget hyggelig, selvom det ville være en grov overdrivelse at kalde den intelligent. I første omgang beder robotten dig kun om et såkaldt emoticon, også kaldet et humør-ikon, der matcher dit humør (fx en trist smiley). Derefter får du muligheden for at tilføje noget tekst til den valgte emoticon (fx: "I dag har jeg været trist, fordi..."). Ved at scrolle forbi gamle opslag, og skimme ikonerne, kan du kortlægge dine humør-udsving over tid og måske blive klogere på dig selv.

Du vil: Stoppe med at ryge

Sikke et kliché-agtigt nytårsforsæt, men det er godt, at du gør et forsøg! Heldigvis er der masser af app’s, som hjælper rygere med at kvitte smøgerne. iOS-app’en ”Livestrong MyQuit Coach” er én af dem. Du vælger selv, om du vil tage en kold tyrker, eller om app’en skal hjælpe dig med at reducere dit nikotin-indtag gradvist. Til Android fås blandt andet app’en ”Quit Smoking”, der ligeledes giver overblik over dine rygevaner. Du kan desuden se, hvor mange penge du har sparet under rygestoppet. Eller holde øje med, hvordan dit løbende helbred forbedres uden cigaretterne.

Held og lykke!