Test: PCM-recordere - Et HD-studie du kan have med i tasken
Med en kompakt PCM-recorder kan du optage både levende musik og fuglestemmer i High Definition.
En håndholdt optager – eller mere korrekt en lineær PCM-recorder – er en kompakt alt-i-en optager, som optager lyd digitalt i råt WAV-format. De mest simple modeller optager i to kanaler ved hjælp af indbyggede mikrofoner, men nogle kan optage i fire eller sågar seks kanaler på én gang. Lyden gemmes enten i en intern hukommelse eller på hukommelseskort.
I dag kan selv billige modeller optage i fuld 24 bit/96 kHz HD-kvalitet. Det betyder dog, at man skal investere i et SD-kort af forsvarlig størrelse. De kort på 2 GB, der i reglen følger med, rækker kun til godt en times HD-optagelse i stereo.
Uundværlig for musikere og lydelskere
En PCM-recorder kan bruges til lidt af hvert. Hvis du er hobbymusiker – eller professionel, for den sags skyld – er den et uundværligt redskab til øvning og demoudgivelser. Men også for almindelige hi-fi-elskere er den nyttig. Med den kan du få koncerten med dig hjem og nyde den igen og igen på anlægget. Hvis musikerne vel at mærke giver dig lov.
Andre anvendelser er for lydsamlere af alle slags. Fuglestemmer, reallyde og lydlandskaber kan optages med en realisme, der overgår alt andet.
Sådan testede vi
Det vigtigste for en håndholdt optager er naturligvis dens evne til at optage. Heldigvis rådede vi i testperioden over et 12-mands akustisk orkester og et lokale beregnet til levende musik.
Optagerne er beregnet til at blive brugt “i marken”. Det betyder, at brugervenlighed og udvalget af funktioner vægtes højt. Det er også vigtigt, at det er let at håndtere optagelserne og sætte filerne i system.
Vi tester:
- Olympus LS-100 3.699 kr
- Sony PCM-D100 6.880 kr
- Roland R-26 3.399 kr
- Tascam DR-40 1.749 kr
- Yamaha Pocketrak PR7 995 kr
- Zoom H6 2.899 kr
Tascam DR-40
Overskuelig arbejdshest med neutral lyd
Tascams optager har et par år på bagen, så du må undvære de nyeste detaljer. Men lyden er fin, og brugerfladen logisk opbygget.
Plus:
Solid kvalitet, neutral lyd og logisk betjening gør DR-40 til en god arbejdshest til en meget rimelig pris. Optagelse i fire kanaler er et plus.
Minus:
Lyden er rigtig fin, men ikke testens bedste. Der er færre tekniske finesser end hos de dyrere konkurrenter.
Fakta:
- Antal kanaler: 4 (kræver to eksterne mikrofoner)
- Mikrofonkarakteristik: XY og AB (kan drejes)
- Optageformater: WAV, MP3
- Optagekvalitet: 16-24 bit/44,1-96 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: 2 x XLR/jack kombi-stik m. kliklås og 24/48 V phantom-spænding, Mini USB, remote (mikro-jack)
- Hukommelse: SD-kort op til 32 GB
- Mål: 7,0 x 15,5 x 3,5 cm
- Vægt: 213 g
- Pris: 1.749 kr.
DR-40 er den suverænt mest upåfaldende recorder i testen, og det virker, som om Tascam har lagt en ære i ikke at overdrive nogen detaljer. Kabinettet er i mat, gråsort plast, og knapperne er små. Der er ingen smarte beskyttelsesbøjler eller forsænkede drejeknapper.
Funktioner og betjening
Displayet er ikke det mest højopløste i testen, og skriften ligner noget fra et 8-bit arkadespil. Men tingene er logisk organiseret, så det er let at finde rundt og lave de indstillinger, der passer til opgaven.
DR-40 kan optage fire kanaler på samme tid. Ud over firekanals lyd tilbyder optageren Dual Record, hvor der laves en ekstra optagelse, så der findes en uforvrænget kopi, hvis musikkerne undervejs i nummeret giver den ekstra gas.
Sådan lyder den
Tascam udmærker sig ved en balanceret gengivelse uden særlige svage sider. Lyden er afslappet og uden betoning af nogen frekvensområder. I komplekse passager går DR-40 dog lidt let hen over tingene. Når alle i orkesteret lægger fra land, flyder instrumenterne lidt sammen.
Konklusion
Tascam DR-40 er en solid PCM-recorder, som er blottet for opfindsomhed, men i stedet 100 pct. fokuseret på, at man får opgaven gjort.
Olympus LS-100
Multi-track med bureaukratisk betjening
Olympus byder på originale features såsom optagelse i otte spor. Desværre fejler den på flere af de basale funktioner.
Plus:
Solidt bygget og med mange funktioner. Lækker farveskærm. Op til ottespors optagelse.
Minus:
Noget skarp og udetaljeret lyd. Mikrofonerne kan ikke drejes, menusystemet er omstændeligt, og den kan kun optage i to spor ad gangen.
Fakta:
- Antal kanaler: 2 samtidige, op til 8 i alt
- Mikrofonkarakteristik: AB
- Optageformater: WAV, MP3
- Optagekvalitet: 16-24 bit/44,1-96 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: 2 x XLR/jack kombi-stik m. 24/48 V phantom-spænding, Mini USB
- Hukommelse: 4 GB indbygget + SD-kort op til 32 GB
- Mål: 7,0 x 15,9 x 3,4 cm
- Vægt: 280 g
- Pris: 3.699 kr.
Olympus LS-100 kan lave multisporsoptagelser med lagkageteknik. Man kan dog højst optage to kanaler ad gangen. Enten via mikrofon/line-indgangene eller de to indbyggede mikrofoner. Kabinettet er af metal, og mikrofonerne er beskyttet af en blyantstyk “kofanger” af aluminium, som også beskytter den todelte knap for optagestyrke og volumenknappen.
Funktioner og betjening
Farveskærmen er flot, men brugerfladen må være designet af en større komité. De mange funktioner præsenteres som en vandret rullemenu, hvor man bestandig skal vælge, om man vil bruge stemmeren eller metronomen, redigere multi-track eller optage.
Sådan lyder den
Ved direkte sammenligning har Olympus-optageren et lidt sløret lydbillede med en forstyrrende skarphed i nedre mellemtone. Der er ikke helt samme luft omkring instrumenterne som hos de bedste i testen. Bassen virker også noget ulden. Når det går hedt til, flyder tingene sammen.
Konklusion
Olympus er gået nye veje i brugerfladen og udvalget af funktioner for at gøre LS-100 til topmodel. Desværre er nogle af vejene blindgyder. Lyden kunne være bedre, og multi-tracking systemet fungerer ikke overbevisende.
Yamaha Pocketrak PR7
HD-optagelse i lommeformat
PR7 er den mindste og billigste recorder i testen, men byder på en lydkvalitet, der står i kontrast til størrelsen.
Plus:
Udmærket lyd, kompakt størrelse og en rørende lav pris gør PR7 til en perfekt begynderoptager eller til at have med på festival. Og den kører næsten to døgn på ét AA-batteri.
Minus:
Hverken lyden eller funktionerne kan matche de langt dyrere alternativer. Men det ville heller ikke være rimeligt.
Fakta:
- Antal kanaler: 2
- Mikrofonkarakteristik: XY
- Optageformater: WAV, MP3
- Optagekvalitet: 16-24 bit/44,1-96 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: Mikrofon/line in (stereo mini-jack), Micro USB
- Hukommelse: 2 GB indbygget + microSD op til 32 GB
- Mål: 4,7 x 13,2 x 2,9 cm
- Vægt: 82 g
- Pris: 995 kr.
Yamaha Pocketrak PR7 er den billigste PCM-optager i vores test. Og den bærer sit navn med rette, for den er virkelig i lommestørrelse. Mikrofonerne er fastlåst i XY-position. Det ville være rart at have valgfrihed, men det er et af de kompromiser, man må leve med, når prisen skal holdes under de magiske 1.000 kr.
Funktioner og betjening
Antallet af funktioner er begrænset i forhold til konkurrenternes mere kostbare udstyrsstykker. Men der er alligevel blevet plads og råd til tuner og metronom samt en simpel overdub-funktion. Den mest imponerende feature er dog batteritiden: Man kan optage op til 44 timer på ét AA-batteri. Det gør det let og økonomisk at være velforberedt.
Sådan lyder den
Den lille Yamaha gør fordommene til skamme ved at lyde både naturligt og rent. Stemmer og instrumenter gengives uden nævneværdig farvning, og opløsningen er også helt i orden til prisen.
Konklusion
PR7 er en uprætentiøs og problemfri lille optager, som let kan få fast plads i tasken eller jakkelommen, hvor lang batteritid sikrer, at den altid er klar.
Zoom H6
Batmans foretrukne PCM-optager
Et arsenal af udvidelsesmuligheder, hvoraf de vigtigste medfølger, gør H6 til en drøm for gadget-freaks.
Plus:
God, naturlig lyd med masser af luft, optagelse i seks kanaler og et udvidelsessortiment, der slår alt.
Minus:
Den er forholdsvis stor og tung, og har du ikke brug for optagelse i seks kanaler, så betaler du for mere, end du får.
Fakta:
- Antal kanaler: 6 (6 x mono eller 3 x stereo, kræver eksterne mikrofoner)
- Mikrofonkarakteristik: XY og MS medfølger
- Optageformater: WAV, MP3
- Optagekvalitet: 16-24 bit/44,1-96 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: 4 x XLR/jack kombi-stik m. 12/24/48 V phantom-spænding, Mini USB, remote (mikro-jack)
- Hukommelse: SD-kort op til 128 GB
- Mål: 7,8 x 15,3 x 4,8 cm
- Vægt: 280 g
- Pris: 2.899 kr.
Zoom H6 er en kamæleon af en optager. Du får to stereomikrofoner med i den solide transportboks: En med XY- og en med MS-konfiguration. For ca. 1.000 kr. kan du købe en super retningsfølsom shotgun-mikrofon. Hvis du hellere vil bruge professionelle eksterne mikrofoner, kan du tilslutte fire styk direkte via balancerede XLR-stik.
Endelig findes der et kamerakit, som gør det muligt at montere H6 på blitzskoen på et kamera og bruge den som lydoptager sammen med filmoptagelse.
Funktioner og betjening
H6 kan optage i seks kanaler på én gang. Enten tre stereospor eller et antal valgfrie spor. At optage med flersporsteknik på en lommeoptager er ikke en let disciplin, men Zoom er tættest på at have gjort opgaven overskuelig.
Ligesom Tascam tilbyder Zoom-optageren at optage to kopier på én gang, hvor backupkopien er 12 dB lavere end hovedoptagelsen.
Sådan lyder den
Lyden er generelt behagelig og naturlig. Der er godt med luft i toppen og ingen betoning af nogen frekvensområder. Stemmegengivelsen er virkelig god og åben. Rytmisk samspil lyder musikalsk og engagerende, og rumfornemmelsen på stemmer er fin.
Konklusion
Zoom H6 ville være Batmans foretrukne PCM-optager. Ikke kun på grund af farven, men fordi man kan blive ved med at finde udvidelser frem fra bæltet og klikke dem af og på. Det gør den til testens suverænt mest alsidige optager.
Roland R-26
Professionelt værktøj til musikere og producere
Roland R-26 er beregnet til at få hele optagelsen i kassen på én gang. Og så lyder den forbandet meget af rock’n’roll.
Plus:
En solid optager til især det professionelle marked. Fire mikrofoner, touch-skærm og bundsolid opbygning.
Minus:
Du betaler for de mange funktioner, som ikke i sig selv forbedrer lydkvaliteten.
Fakta:
- Antal kanaler: 6 (kræver to eksterne mikrofoner)
- Mikrofonkarakteristik: 1 sæt XY og 1 sæt AB
- Optageformater: WAV, MP3
- Optagekvalitet: 16-24 bit/44,1-96 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: 2 x XLR/jack kombi-stik m. 48 V phantom-spænding, mikrofon (stereo mini-jack), Mini USB
- Hukommelse: SD-kort op til 32 GB
- Mål: 8,2 x 18,0 x 4,1 cm
- Vægt: 370 g
- Pris: 3.399 kr.
Japanske Roland er en af de største producenter af musikudstyr. Og R-26 er da også hentet fra firmaets professionelle katalog. Som den eneste i testfeltet har den hele fire mikrofoner indbygget, gemt under et mangekantet gitterarrangement, der fylder hele toppen af enheden.
Funktioner og betjening
Roland R-26 ligner noget, man kunne medbringe på slagmarken. Alle knapper er forsænkede, og de to drejeknapper for optagestyrke er på én gang beskyttede og stadig let tilgængelige.
Roland er ene om at have touch-skærm. Den er sort-hvid og i lav opløsning, men den gør betjeningen voldsomt meget nemmere. At betjene de øvrige er som et deja-vu til tiden før smartphones og tablets!
Sådan lyder den
Når musikken kører derudad, glemmer man at analysere og nyder bare musikken. Basgengivelsen er lidt fremhævet på R-26. Ikke i den forstand, at man druknes i bas. Der er bare fokus på rytmen og den musikalske sammenhæng frem for enkeltdelene. Når man optager et band, lyder det som et band, der spiller sammen. Ikke som en flok instrumenter i et rum.
Konklusion
Roland R-26 er ikke nogen nipsgenstand, men et stykke professionelt værktøj. Muligheden for at optage to mikrofonvinkler på én gang appellerer nok mest til producere og musikere. Touch-skærmen gør betjeningen let, og lyden giver lyst til at styrte ud og optage noget musik.
Sony PCM-D100
High-end optagelse på farten
Lydkvaliteten (og prisen!) er i top på Sonys nye PCM-optager, som giver dig koncerten med hjem i seks gange cd-opløsning.
Plus:
Lyden er velopløst, åben og detaljeret. Og betjeningen er lige så gennemført lækker som den mekaniske udførelse.
Minus:
Professionelle med egne mikrofoner vil undre sig over manglen på XLR-bøsninger med phantom-spænding. Ikke mindst når man tænker på den høje pris.
Fakta:
- Antal kanaler: 2 (men kan optage i to formater samtidig)
- Mikrofonkarakteristik: XY og AB
- Optageformater: DSD, WAV, MP3
- Optagekvalitet: 1 bit/2,8 MHz (DSD), 16-24 bit/44,1-192 kHz (PCM), 32-320 kbit/s (MP3)
- Indgange: Mikrofon (stereo mini-jack), line (stereo mini-jack/optisk)
- Hukommelse: 32 GB indbygget, SD-kort op til 32 GB / Memory Stick Pro-HG
- Mål: 7,4 x 15,6 x 3,4 cm
- Vægt: 394 g
- Pris: 6.880 kr.
PCM-D100 er den nyeste PCM-optager fra Sony, og den passer i producentens nye strategi, som er HD-lyd over hele linjen. Mens de øvrige optagere har 24 bit/96 kHz som højeste opløsning, klarer PCM-D100 24 bit/192 kHz samt 2,8 MHz i 1 bit DSD-format!
Funktioner og betjening
PCM-D100 er gennemført lækkert designet som et schweizisk urværk. Et støbt aluminiumchassis sørger for, at alting er solidt og stabilt. Der er overraskende nok ikke XLR-indgange til eksterne mikrofoner, men kun stereo mini-jack. Til gengæld er der en kombineret optisk/analog line-indgang.
Sådan lyder den
PCM-D100 er bare en tand mere detaljeret og velopløst. Instrumenterne står klart med masser af luft, og stemmer i baggrunden, raslen fra strenge og alle de andre lyde, som producere helst ser fjernet, står åbent og levende.
Konklusion
Lydkvaliteten fra PCM-D100 er imponerende. Om det skyldes den tårnhøje opløsning eller den øvrige elektronik, vides ikke. Men resultatet er i top. Så målt på ren, rå kvalitet er der ingen tvivl om vinderen.