Denne test er til feinschmeckerne blandt musikelskere
Selv om der er næsten uoverskuelig mange måder at lytte til musik på, findes der en fælles løsning til at opnå ægte high-end lyd: En digitalkonverter.
Der er ingen tvivl om, at vi lever i en digital verden. Det gælder i højeste grad, når det kommer til musikafspilning.
Forbi er også den tid, hvor alt var standardiseret. De sidste cd’er hænger med fingerspidserne på klippekanten, mens de filbaserede musikformater er ved at overtage verden. Men hvor cd’erne havde et fælles format, har filformaterne spredt sig på alle ledder og kanter. Og i alle mulige opløsninger. Hvilket igen har betydet, at der er flere måder at afspille musik på, end du sandsynligvis har cd’er tilbage i din samling.
Nogle bruger en hardware-baseret netværks-streamer fra Sonos, Bluesound eller Simple Audio, for bare at nævne et par stykker. Med sådan en kan man streame sine egne lydfiler gemt på en netværks-harddisk eller tilgå streaming-tjenester direkte via internettet.
Andre lader pc’en eller Mac’en være omdrejningspunkt for musikafspilningen, og afspiller enten musikfiler via det foretrukne musikprogram (f.eks. iTunes eller VLC) eller abonnerer på en streaming-tjeneste. Man kan endda bruge et smart-tv til dette formål. Og så er der selvfølgelig mange af os, som stadig bruger cd-afspilleren i ny og næ.
Hvis man ikke passer på, kan den nye måde at lytte til musik på dog hurtigt give underlegen lydkvalitet i forhold til traditionelle cd-afspillere. Men frygt ej, det er nemlig let at forvandle din computer eller netværksafspiller – eller endda din smartphone – til et fuldgyldigt medlem af et ægte high-end anlæg.
Løsningen er en moderne digitalkonverter – eller DAC – af god kvalitet. Den er det knudepunkt, som du kobler alle dine digitale produkter til, og den kan løfte lydkvaliteten til uanede højder (mobiltelefonen kan dog kræve en processor imellem).
For high-end folket
I denne test af fem digitalkonvertere henvender vi os til feinschmeckerne blandt musikelskere. De fem har nemlig temmelig heftige prissedler med 13.000 kr. for den billigste og 25.000 for den dyreste. Det betyder, at medmindre du har et hi-fi-anlæg til over 50.000 kr., er det overkill at vælge en af disse. Der er mange overkommelige, men gode digitalkonvertere på markedet, som snarere bør overvejes til billigere hi-fi-systemer.
Hvis du derimod har et dyrt hi-fi-anlæg og gerne vil have et alternativ til cd-afspilleren, uden at det bliver på bekostning af lydkvaliteten, så læs videre.
Vi tester:
- Naim DAC-V1 13.200 kr.
- ASUS Xonar Essence III 13.990 kr.
- Electrocompaniet ECD 2 17.995 kr.
- Bryston BDA-2 24.995 kr.
- Auralic Vega Cirka 23.000 kr.
Naim DAC-V1
Meget for pengene
Naims bidrag er en kompakt digitalkonverter med fjernbetjening, variabel volumen og hovedtelefon-udgang. Og den lyder flot.
Plus:
Meget veludstyret og har endda indbygget hovedtelefon-forstærker. DAC-V1 har fuld kontrol over lydbilledet, især i mellemtone-registeret. Glimrende til prisen.
Minus:
Lydbilledet kunne godt være større.
Den veludstyrede Naim DAC-1V, som til og med har indbygget hovedtelefon-forstærker, lyder også rigtig godt, når man slutter den til stereoanlægget.
Lydkvaliteten er meget fin, og især i mellemtone-området er der meget magi. Der er også godt tryk på rytmerne, og Naim har god opløsning opad. Man kan savne et endnu større lydlandskab, og mikrodynamikken er ikke så overvældende som hos de allerbedste. Men i betragtning af prisen er det et superbt produkt, der hermed får vores klare anbefaling.
ASUS Xonar Essence III
Ambitiøs topmodel
Computerproducenten ASUS prøver at få fodfæste i hi-fi-industrien med deres dyreste – og bedste – digitalkonverter nogensinde.
Plus:
Ægte dual-mono DAC med udsøgt hovedtelefon-forstærker. Basregisteret lyder usædvanlig kontant, og DAC’en kan drive så at sige alle hovedtelefoner.
Minus:
Det er først og fremmest opløsning i overtonerne, der mangler her.
Xonar Essence III er den dyreste digitalkonverter nogensinde fra ASUS og helt klart også den bedste. Den har direkte understøttelse af DSD og desuden en virkelig god hovedtelefon-forstærker indbygget.
Koblet til stereoanlægget ligger styrken primært i basregisteret, som afleveres kraftigt og kontanter. Det lyder aldrig skarpt. Samtidig lader den dog ikke overtonerne komme godt nok frem. Det bliver ikke luftigt nok. ASUS formår med andre ord ikke at gøre sig lige så bemærket med deres dyreste digitalkonverter som i den mere overkommelige ende.
Electrocompaniet ECD 2
Med knyttet næve
Her er den strammeste og mest potente bas, vi har hørt i lang tid. Det hele balanceres med flotte toner opad også.
Plus:
Sjældent har vi hørt en digitalkonverter med så sej bas. Lydbilledet er samtidig både stort og balanceret, også i overtonerne.
Minus:
Der mangler kun de sidste mikronuancer i toppen, for at Electrocompaniet jorder hele banden.
Electrocompaniet ECD 2 lyder benhårdt og presser al den saft ud, der findes i bassen. Det hele balanceres med en dynamisk og nuanceret mellemtone, der er så vigtig for gengivelsen af alle instrumenter, og overtonerne er luftige nok til at strække lydbilledet ud i alle tre dimensioner.
DAC’en blomstrer med al musik, men imponerer måske allermest med rytmiske sager. Den har god opløsning hele vejen og er tæt på at være komplet. Den er ikke så mikronuanceret som Bryston og Auralic, men hvis man er ude efter noget, som virkelig slår fra sig, behøver man ikke at lede længere.
Bryston BDA-2
Ophøjet sandhed
Digitalkonverteren fra Bryston er blandt de mest detaljerede og opløste i klassen.
Plus:
Bryston lyder super opløst og distinkt hele vejen, med overlegent detaljeniveau og et gigantisk lydbillede.
Minus:
Fjernbetjening er (dyrt) ekstraudstyr, og volumenkontrol er en mangelvare.
Bryston BDA-2 har hele pakken: Et super opløst og velordnet lydbillede, der strækker sig fra bund til top med et overlegent detaljeniveau. Overtonerne kan blive lidt for friske med de forkerte højttalere, så vi anbefaler nogle, der er lidt varme i klangen.
BDA-2 har egentlig kun én ulempe, nemlig at den mangler volumenkontrol. Dermed kan den ikke bruges direkte med en effektforstærker eller et par aktive højttalere, men kræver en forforstærker. Hvis man også skal have fjernbetjeningen, bliver den samlede pris 30.000 kr.
Auralic Vega
Musikken mellem tonerne
Ingen i denne prisklasse skildrer rummet i lydbilledet som Auralic Vega, der understreger, at der også er musik mellem tonerne.
Plus:
Auralic tager pusten fra os fra start til slut. Usædvanlig opløste toner og kontante rytmer. Balancerer hele lydbilledet på mageløs vis! Forskellige filterindstillinger giver mange muligheder.
Minus:
Ikke rigtig noget, ud over at et så sejt produkt gerne måtte have haft hovedtelefon-udgang. Men så var det hurtigt blevet endnu dyrere!
Auralic Vega er utrolig opløst. Alt er på plads, fra bunden til toppen af frekvensregisteret, og ethvert signal stopper og starter, når det skal. Den er ikke helt så skarp i toppen som Bryston og ikke helt så rå i bassen som Electrocompaniet, men den totale balance og opløsning er helt fantastisk. Der er også musik mellem tonerne, i form af tavshed, hvilket Auralic Vega skildrer næsten skræmmende.
Hvis man skal have noget bedre end Vega, bliver det hurtigt meget dyrt. Den tager det digitale arbejde dødsens alvorligt og kan placeres i et hvilket som helst anlæg og lyde magisk.