Tastaturernes kamp
Nutidens tastaturer har stort ikke ændret sig i 140 år, men med et nyt layout henvendt til tablets og smartphones kan man efter sigende skrive 34 procent hurtigere.
Umiddelbart er de lysår fra hinanden rent teknologisk, min gamle blå Smith-Corona skrivemaskine fra 1960’erne og min kones diminutive iPad mini, men én ting har de to apparater til fælles – layoutet af tastaturet er præcis det samme.
Men når jeg hamrer løs på skrivemaskinens taster, minder det i langt højere grad om fingerballet, end når mine tommelfingre akavet snubler sig hen over tablettens bogstaver, som var de Allan Simonsen på et dansegulv. For alle touchskærmens fortrin, så sr dt esvært at skirve hhurtigt uden at lav fjel, og det skyldes blandt andet, at selv den nyeste teknologi stadig er underlagt et tastatursystem fra 1800-tallet, der bestemt ikke var designet med en iPad in mente. Faktisk er det lidt af et under, at en dinosaur som QWERTY har overlevet så længe i teknologiens overhalingsbane.
QWERTY blev nemlig opfundet i 1870’erne af den amerikanske avisredaktør Christopher Shole for at undgå, at skrivemaskinens metalarme alt for ofte kludrede sig sammen og satte sig fast, når journalisterne bankede løst på tasterne med afsindig hast. Derfor blev de hyppigst brugte bogstavpar placeret væk fra hinanden, og resultatet var altså, at Q, W, E, R, T og Y kom til at stå skulder ved skulder. Selv om andre har forsøgt at komme på bedre alternativer, sidder QWERTY stadig trygt på tronen 140 år senere.
Delt i to
Men det vil et hold forskere fra University of St. Andrews i Skotland lave om på. For på en tablet eller smartphone er det ikke ergonomisk praktisk at bruge alle 10 fingre. Der lader man i stedet tomlerne gøre alt arbejdet, og her kommer QWERTY-tastaturet til kort. Efter at have analyseret, hvordan man bedst mindsker den afstand, tommelfingrene skal bevæge sig for at nå næste bogstav, har forskerne fundet på et nyt tastaturlayout, der har fået det fikse navn KALQ (ligeledes opkaldt efter rækkefølgen af bogstaver).
»For at kunne taste hurtigt med tommelfingrene skal begge fingre arbejde parallelt, så mens den ene tommel klikker på et bogstav, så er den anden tommel allerede på vej til det næste bogstav. Og det gør man ikke særlig godt med QWERTY,« siger Per Ola Kristensson, en af det alternative tastaturs opmænd.
Det første, man lægger mærke til ved KALQ, er, at tastaturet er delt i to, så tommelfingrene ikke skal strække sig for langt. På venstre hånd er der 16 taster, mens der kun er 12 på højre, der til gengæld har alle vokalerne, mens de fleste konsonanter er samlet til venstre. Ideen er, at de oftest benyttede bogstaver er ligeligt fordelt mellem hver hånd, så man på den måde konstant plaffer bogstaver af sted med skiftevis højre og venstre tommel. Der er ligeledes en mellemrumstast i begge sider, og tastaturet kan vendes om til venstrehåndede.
17 ord flere i minuttet
Efter at have vænnet sig til at bruge KALQ har forsøg vist, at folk kan skrive 37 ord i minuttet mod 20 ord i minuttet med QWERTY på en touchscreen, og forskerne mener, at det tager omkring otte timers øvelse at vænne sig til den nye opsætning. KALQ kan downloades gratis til Android gennem Google Play, men da Apple ikke tillader, at man ændrer på standardtastaturet, må iPhone- og iPad-ejeres tommelfingre fortsat snuble sig vej gennem QWERTY-junglen. Æ, Ø og Å skal man også kigge langt efter, så spørgsmålet er, om KALQ overhovedet har en chance for at bide sig fast.
»Det er rigtigt, at mange tidligere forsøg på at erstatte QWERTY har slået fejl. Men i modsætning til fysiske tastaturer kan man nemt skifte til et nyt layout på en touchscreen, uden at det koster noget. Derudover er det nemt at downloade en app til at erstatte QWERTY med KALQ, så derfor tror vi, at det endelig er muligt at overvinde, hvad nogle forskere kalder ”QWERTY-forbandelsen” – i det mindste for tommelfingertastning,« siger Per Ola Kristensson.