Test af Apple Watch Series 7: Mere Apple på armen
Mere skærmplads og hurtigere opladning er omdrejningspunkt for den syvende generation af Apples ur, som måske nok er en lille opgradering, men kan være prikken over for i’et for dem med hang til et lidt større ur.
Smartwatch:
Apple Watch Series 7
Pris:
3.299 kr.
Apple Watch er i dag verdens mest solgte ur, og mens det kan synes lidt trist, at en beklædningsgenstand, der tidligere gav frirum for personlig udfoldelse, nu er endnu et produkt, der kontrolleres benhårdt af én producent, kommer man ikke uden om, at Apples ur, på det teknologiske plan, er et pænt stykke foran resten af markedet.
Mere skærm
7. generation byder først og fremmest på mere skærm. Urkassen er vokset en anelse (vi testede den store 45 mm-model), men det er først og fremmest, fordi rammen er reduceret betydeligt, at du får et større skærmareal end før (20 pct. mere end Series 6).
Det er noget, der mærkes. Det er ganske enkelt mindre fnidret at betjene uret. Med det større areal har Apple desuden gjort det muligt at vælge skriftstørrelse, så man enten får mere tekst eller større og tydeligere tekst på skærmen. Ikonerne er desuden vokset en anelse, flere apps er redesignet for at udnytte arealet bedre, og der er kommet nye, mere ekspansive urskiver samt et tastatur til indtastning og søgninger m.m. (dog kun engelsk på nuværende tidspunkt).
Læs også: Lækker teknik: Samsung Galaxy Watch Active2 40mm
Lysstyrken er ligeledes blevet stærkere, især ved always-on-tilstand, så du nemmere kan se, hvad klokken er, uden at dreje håndleddet. Det kan næsten blive for meget. Vi valgte i hvert fald at skrue en anelse ned. Men svært at klage over. Vi vil i hvert fald hellere have for meget end for lidt.
Stærkere design
I selve udformningen er der ligeledes sket småjusteringer. Både skærm og urkasse er rundere i hjørnerne, hvilket giver et lidt blødere, og, i vores øjne, mere harmonisk look. Skærmen er desuden forstærket, og støvbeskyttelsen opgraderet til IPX6, så uret bør kunne holde til endnu flere strabadser end tidligere.
Batterilevetiden er cirka den samme som forgængeren – maks. halvanden dag på en opladning. Men opladningstiden er forbedret, så der er strøm på uret væsentligt hurtigere. En fuld opladning klares på knap en time, når du bruger den nye oplader, der følger med.
Læs også: Avanceret hybrid-ur fås nu i klassisk dykkerdesign
Der er noget, der batter noget, ligesom det nye design og den større skærm også løfter oplevelsen.
Der er dog ikke sket meget end det. Ingen nævneværdige nye funktioner, blot den sædvanlige processoropgradering et nyt styresystem.
For dem med sidste års model er det næppe nok til at retfærdiggøre en opgradering, men har du en model der er ældre end det, er det værd at overveje om det er tid til en udskiftning. Især hvis du er til en stor urkasse, for det er i den store 45 mm model forbedringerne mærkes tydeligst.