Fortsæt til indhold
Digitalt

Test af Yamaha SR-C20: Fantastisk filmlyd fra kompakt soundbar

Den kompakte soundbar koster ikke alverden, men er i stand til at løfte tv-lyden, så film og sport kommer helt ud i stuen.

Rasmus Elm Rasmussen

Soundbar:

Yamaha SR-C20

Pris:

1.790 kr.

Selv om tv-producenterne gør, hvad de kan, for at trylle stor lyd af supertynde tv’er, bliver det sjældent rigtig godt. Selv en kompakt soundbar kan gøre underværker. Det er Yamaha SR-C20 et glimrende eksempel på. Den fylder ikke meget, og i sit stofbeklædte design står den diskret og stilfuldt under tv’et, men du bliver forbavset, når der kommer hul igennem.

Et imponerende fylde kombineret med flot separering i mellemtone og diskant gør, at du føler lufttrykket fra jetjageren blæse gennem kroppen, mens detaljer i stemmer og baggrundsmusik får rigelig plads i lydbilledet. Vil du fremhæve stemmer mere eller have ekstra blæs på bassen, kan dette gøres med et enkelt klik på fjernbetjeningen.

Læsogså: Sonos Arc [TEST]: Dyr lydbar – men med kvaliteter

Effektiv surround

Der er fire lydtilstande at vælge imellem, herunder Film og Gaming – to brugsscenarier, hvor SR-C20 gør et forrygende job. Den skaber en effektiv surround-effekt, som giver fornemmelsen af, at lydene bevæger sig ud i lokalet fra alle vinkler.

Det eneste, den ikke klarer så godt, er musik. Her bliver bassen for buldret, og resten af lydbilledet lidt skramlet.

Vi vil da også hellere have en enhed, der gør én ting rigtig godt, i stedet for en enhed, der gør mange ting halvt. SR-C20 leverer varen på tv-lyd i en grad, så det så rigeligt forsvarer den overkommelige pris pænt under 2.000 kr. Det er faktisk lidt af et røverkøb.

Læs også: Creative Stage V2 [TEST]: Prisbillig genvej til bedre tv-lyd

Nem opsætning

Opsætningen kunne ikke være nemmere. Sæt strøm i soundbaren, og forbind den til dit tv. Så er du i gang. Vores Samsung-tv genkendte soundbaren med det samme, så man kunne styre lyden med tv’ets fjernbetjening.

SR-C20 tilbyder kun analog og optisk tilslutning, ikke HDMI, som ellers er ret udbredt efterhånden.

Til gengæld er der Bluetooth, så du nemt kan tilslutte mobilen, og der er endda en brugervenlig Yamaha-app, som gør det nemt at styre alle funktioner fra din smartphone.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk
Artiklens emner
Yamaha