Fortsæt til indhold
Digitalt

Test af Dell XPS 15: Drømmebærbar til businessmanden

Dell XPS 15 er noget nær den perfekte Windows-bærbar. Veldesignet og fuld af power, men også med en pris, der gør den utilgængelig for de fleste.

Rasmus Elm Rasmussen

Man vil nødig gå ned på kræfter eller features, når det gælder den bærbare til jobbet, men på den anden side vil man heller ikke slæbe rundt på en stor kluntet maskine, hvis man kan undgå det. Med denne XPS 15 rammer Dell en beundringsværdig balance mellem elegance, funktionalitet og power.

Strømlinet og lækker

De bærbare computere i XPS-serien var blandt de første, som stort set fik udryddet rammerne omkring skærmen. Den stil videreføres på fineste vis i den nye XPS 15.

Læs også: 7 ting du bør vide om ram i en bærbar

Skærmen går næsten helt ud til kanterne, og det betyder, at du trods den relativt høje skærmstørrelse på 15,6″ får en ret kompakt maskine.

Det er ikke ligefrem en letvægter. XPS 15 vejer over 2 kilo. Men dens kræfter taget i betragtning er det faktisk slet ikke slemt.

Den er dejlig simpel og strømlinet i sit design, og det skyldes ikke mindst, at man har valgt den moderne “MacBook-tilgang” til portene.

Ud over lyd ind/ud og en kortlæser er der kun USB-C-porte. To af de tre er Thunderbolt 3, mens en af dem er USB 3.1 med strømforsyning og DisplayPort. Selvom portene har samme form, dækker de således over flere standarder. Skulle man savne gammeldags USB og HDMI, medfølger der en adapter, som giver dig USB-A 3.0 og HDMI v 2.0.

Læs også: Panasonics sejlivede laptops hjælper med at studere hvaler i middelhavet

Gennemført kvalitet

Tastaturet er af klasse, man sjældent møder på en bærbar. Det er naturligvis forskelligt, hvordan man foretrækker sine taster, men efter vores smag har tastaturet en vandring, størrelse og respons, der er ideel.

Læg dertil en stor touchpad af fremragende kvalitet, et sæt højttalere, der spiller bedre end mange mellemklasse Bluetooth-højttalere, og ikke mindst en touchskærm, som står med eksemplarisk klarhed og farvegengivelse, og du har et arbejdssetup, som selv ikke en stor kontormaskine nødvendigvis kan hamle op med.

Enorme kræfter

Kræfter kommer du næppe heller til at savne. XPS 15 er udstyret med en Core i9-processor af tiende generation samt et GeForce GTX 1650 Ti-grafikkort med 4 GB hukommelse. Der er desuden 32 GB ram og en M.2-ssd på 1 TB.

Ydelsen er således af en kaliber, der kan matche selv stærke stationære computere, og fuldt på højde med eksempelvis den nyeste MacBook Pro. I Geekbench scorer XPS 15 1151 i enkelte-ydelse, 5370 i multikerne-ydelse og 40.901 i grafisk ydelse.

Selvom vi så gerne vil finde et svagt punkt, er vi nødt til at kaste håndklædet i ringen. XPS 15 er mere eller mindre så perfekt, som en moderne Windows-bærbar kan blive.

Skal vi alligevel sætte en finger på noget, må det være prisen. Til godt 25.000 kroner er det en bærbar, de fleste af os må nøjes med at drømme om.

Artiklen er publiceret i samarbejde med altomdata.dk
Artiklens emner
Dell