Her er, hvad du kan forvente …
Endelig har Apple meldt en dato ud for et event, der kun kan handle om iPhone. Det afholdes den 13. oktober, og der er især ét punkt på menuen …
“Hi, Speed” er overskriften på Apples invitation til onlinelanceringsevent i næste uge.
Og det kan kun betyde én ting: 5G. Ligesom de konkurrerende topmobiler har haft et stykke tid, får iPhone nu endelig også 5G. Ganske fin timing, i hvert fald for os i Danmark, der netop er begyndt at få adgang til det hurtige mobilnetværk.
Nyt design
Men det bliver næppe den eneste store nyhed. Alt tyder på, at vi er det sted i iPhones cyklus, hvor det er tid til et designskifte. Og det bliver formentlig mere markant, end vi har oplevet længe.
Læs også: Her er månedens mest solgte mobiler - billig model i top
Apple vil formentlig holde fast i skærmstørrelserne, men genintroducere de mere kantede former fra den ikoniske iPhone 5, som mange den dag i dag betragter som det ideelle iPhone-design. Det kan du læse mere om her.
Hvad vi derudover kan forvente, er mere uvist. Blandt diverse bloggere, lækkere osv. er der dog relativt stor
enighed om, at den nye iPhone får lidar-sensor i kameraet, som gør det muligt at måle afstande ret præcist. Desuden ser det ud til at alle nye modeller vil få oled-skærm. Du kan læse mere om de forventede specifikationer her.
Der kan ikke herske megen tvivl om, at iPhone bliver omdrejningspunktet den 13. oktober, men om Apple har mere i posen, er ikke til at sige. Det er ikke mere end et par uger siden, at producenten præsenterede både nye ure og iPads, så dem kan vi godt udelukke, men der er vedholdende rygter om Apple Tags, en konkurrent til de små tracking-enheder fra Tile, der gør det muligt at spore enheder, der er forsvundet eller blevet stjålet.