Fortsæt til indhold
Digitalt

Test: Måske verdens bedste musikhørepropper

Aldrig har vi hørt bedre opløsning og tonal balance fra et par in-ear høretelefoner.

Geir Gråbein Nordby

Beyerdynamic Xelento remote

Drivere: 1-vejs dynamiske Tesla-drivere
Frekvensområde: 8 Hz – 48 kHz
Impedans: 16 ohm
Følsomhed: 110 dB (1 mW/500 Hz)
Kontrol/mikrofon: Ja
Kabellængde: 1,3 m
Web: dk.eetgroup.com
Pris: 7.999 kroner
Specielt anbefalet

Plus: Lydkvaliteten er i en liga for sig, og Xelento kan let drives af en smartphone.

Minus: Til samme pris kan du få store hovedtelefoner med magisk lydkvalitet.

Beyerdynamic har længe været en af mine favoritter blandt hovedtelefonproducenter. Det toppede, da jeg testede de superbe T 5 p G2 sidste efterår – de bedste transportable hovedtelefoner, jeg havde hørt. Med transportable mener jeg ikke nødvendigvis sammenklappelige og kompakte, men at de elektrisk er tilpasset bærbare afspillere, og at de er lukkede, så de kan bruges i toget og andre støjende omgivelser.

Propper – det mest bærbare der findes

Det var dog ikke sådan, at jeg gik meget rundt med T 5 p, da jeg testede dem, for jeg ikke er voldsomt begejstret for at vise mig offentligt med store hørebøffer om ørerne. Derfor ser man mig som regel med et par on-ear bøffer eller allerhelst et par hørepropper. Det betyder ofte, at man må give afkald på noget lydkvalitet for til gengæld ikke at ligne en idiot.

Beyerdynamic Xelento remote. Foto: Beyerdynamic

Den byttehandel synes Beyerdynamic ikke, at man skal være tvunget til. Med Xelento remote har de derfor brugt al deres ekspertise på at få lydkvaliteten fra high-end hovedtelefoner stoppet ind i et par hørepropper. De kraftige magneter, som de er kendt for, er her nedskaleret til mikrostørrelse. Alt i propperne er “håndlavet”, så jeg vil gerne se de små hænder, der vikler hver talespole og drejer hver komponent i driverne med laserpræcision.

Heftig pris

Når hver mikrotråd er viklet, hver metaldel fræset og hver overflade poleret, og det hele er monteret sammen i, hvad der må være de sygeste hørepropper, jeg har haft i lommen, så ender den samlede pris på 8.000 pebrede kroner. Det er det samme som de nævnte T 5p G2, og det skal der en hel del til at forsvare.

Er de pengene værd?

Beyerdynamic Xelento remote er uden tvivl de bedste musikpropper, jeg har hørt. De spiller hvad som helst af musik med overbevisning ved at lyde superdetaljeret, men aldrig kedeligt. Et par perfekt afbalancerede hørepropper, der tørrer gulv med resten.

Men det er altså stadig hørepropper, vi taler om. Ja, de ser diskrete ud i forhold til store hovedtelefoner, og ja, du kan tage dem med overalt. Xelento kan let være i en lomme, uden at det kan ses, de kan sagtens drives af mobiltelefonen, og desuden har de ledning og mikrofon til samtaler. Men de vil aldrig helt kunne erstatte et par ordentlige hovedtelefoner.

Beyerdynamic Xelento remote. Foto: Beyerdynamic

Uanset hvor godt propperne sidder i ørerne, kan de falde ud, og lyden af et kabel, der gnider mod tøjet, forplanter sig til propperne, så det kan høres. Og du får bare ikke samme dynamik, opløsning og rumfølelse som med de bedste hovedtelefoner.

Hvis du vil have det allerbedste inden for hørepropper, kan du trygt købe Xelento. Vil du have den klart bedste lyd fra hovedtelefoner på farten, bør du i stedet vælge Beyerdynamic T 5 p.

Læs den fulde test på lydogbillede.dk

Artiklen er publiceret i samarbejde med Lyd og Billede