Test dig selv: Der er fire typer af forældre på de sociale medier
Deler du alt fra scanningsbilledet til barnets skoldkopper på Facebook? På de sociale medier er der fire typiske måder at være forælder på, viser Maja Sonne Damkjærs ph.d.-afhandling.
Er din Facebook-side en collage af nuttede børnebilleder? Eller har du givet bedsteforældrene strenge instrukser om, at den lilles ansigt ikke skal på de sociale medier?
Der er stor forskel på, hvordan forældre håndterer det at dele familielivet - særligt fotos af deres børn - på Facebook, viser Maja Sonne Damkjærs ph.d.-afhandling ”Medialiseret forældreskab – Digitale mediers rolle i overgangen til forældreskabet”.
I afhandlingen har hun kortlagt fire typiske tilgange til sociale medier i rollen som ny forælder. Hun forklarer, at der er stor forskel på den kommunikative indstilling blandt forældrene.
»Det afhænger meget af, hvem man oplever som sin modtagergruppe for det, man poster på forskellige sociale medier. Og så handler det om den indstilling, man har til sig selv som forælder og til sociale medier og de værdier, som ligger bag,« forklarer Maja Sonne Damkjær.
Se her, hvilken idealtype du kommer tættest på:
Familieorienteret: Kys fra faster
Bruger du Facebook til at cementere, at I nu er blevet en lille ny familie?
Så hører du til den familieorienterede type.
Der bliver lagt billeder op af små og store begivenheder, milepæle og fødselsdagslysene i kagen, og du bekræfter udadtil, at I som familie er en lille enhed.
Dine opdateringer handler om at dele og vise dit familieliv frem og skabe en familiær fortælling, fortæller Maja Sonne Damkjær.
»Fokus for den familieorienterede er på at styrke eksisterende relationer. Først og fremmest til deres egen nærmeste familie, men også til andre familieorienterede. Det, de poster, handler om ritualer og om årets gang,« siger Maja Sonne Damkjær og tilføjer:
»Nu er de selv trådt ind i den større slægt, altså den større historie om det at være familiemenneske. Nogle af dem har været familieorienterede, også inden de fik børn.«
Det familieorienterede bliver også ofte bekræftet i kommentarerne til opdateringerne, hvor det gerne bliver bemærket, at der sendes ”kys fra faster” eller ”det er mit smukke barnebarn”.
Peer-orienteret: Nu begynder ”Projekt Baby”
Har du taget forældrerollen helt og holdent til dig som en central del af din identitet? Deler du i forældregrupper på Facebook eller bruger din profil til at stille spørgsmål til de andre forældre i dit netværk?
Så tilhører du den peer-orienterede type.
Det vil sige, at man lægger ting op på de sociale medier, som er målrettet ens ligesindede. Rollen som forælder er det helt centrale, forklarer Maja Sonne Damkjær.
»Kommunikationen er centreret om det at blive eller være forælder. At man er hengivet til barnet og den nye identitet. Det bliver en anledning til at være social med andre, til at knytte nye bånd og venskaber og til at vise, at man har kompetencer i denne her nye rolle,« fortæller Maja Sonne Damkjær.
Alt bliver sat ind på at gøre det bedst muligt i forhold til sit barn, ja, det er faktisk lidt et projekt at give sit barn de optimale betingelser i livet.
»Det er et vigtigt projekt, som for nogle begynder allerede i planlægningen af graviditeten. Nogle af dem bruger meget sigende forkortelsen PB – altså at de er i gang med ”Projekt Baby”. Det er en helt fast vending,« siger Maja Sonne Damkjær.
Oppositionel: Tilbageholdende eller ironisk distance
Alle forventer jo et billede af den nyfødte, så jeg giver dem … et billede af en lille, lyserød, nybagt fod!
Hvis du kan genkende den lettere ironiske distance til de sociale medier i rollen som forælder, så hører du sandsynligvis til den type, som Maja Sonne Damkjær kalder oppositionel.
»Man er typisk tilbageholdende over for at dele indhold omkring barnet – særligt billeder. Det kan handle om, at man er bekymret for barnets privatliv, barnets digitale spor, og hvor forskellig information havner henne,« fortæller Maja Sonne Damkjær.
Det kan også bunde i, at man gerne vil fastholde sin egen identitet og dyrke interesser, som rækker ud over rollen som forælder, tilføjer Maja Sonne Damkjær.
Selv om ens liv har taget en kæmpe drejning, så vil man gerne beholde en del af sin identitet helt som sin egen. Det hele skal altså ikke handle om barnet.
»Man vil gerne bruge de sociale medier til det, som man tidligere brugte dem til – eksempelvis hobbyer, interesser eller faglige interesser,« forklarer hun.
I sit ph.d.-projekt har Maja Sonne Damkjær talt med en række nybagte forældre om deres forhold til de sociale medier. Og det var fælles for dem alle, at de oplevede – på forskellige måder – at omverdenen gerne ville have, at de lagde billeder op og fortalte om deres familieliv på Facebook.
Resultatet for de fleste af dem var, at de gjorde det, fortæller hun.
»Også selv om de egentlig havde besluttet sig for, at det ville de helst ikke, eller at de hellere ville vente med det. Men de indgår så i en mere forhandlende rolle, hvor de måske poster ét billede og laver en opdatering, som de selv synes er okay. Og så forsøger de gerne at holde styr på, hvad der bliver delt om deres familieliv og hvorhenne,« fortæller hun.
Når de oppositionelle alligevel vælger at poste noget på Facebook, vælger nogle af dem en mere ironisk tilgang. De lader altså ikke være med at lægge noget op, selv om det måske var den oprindelige tanke, men forsøger at styre kommunikationen eller lader en ironisk distance skinne igennem.
»De viser for eksempel de skæve vinkler, hvor det roder over det hele med legetøj. Så det ikke kun er det gode og pæne, men de forsøger at vise vrangsiden. Det er en indstilling, som er i opposition til den familieorienterede og den peerorienterede tilgang,« siger Maja Sonne Damkjær.
Ikke-brug: Deler gennem private kanaler
Er du godt træt af Facebooks overfladiske univers, hvor du kan se, at ham der, du alligevel ikke rigtig talte med i gymnasiet, har været i Bonbonland med familien? Bruger du ikke selv Facebook til at kommunikere om familielivet?
Eller har du måske helt valgt Facebook fra, fordi det støjer eller tager for meget opmærksomhed i en allerede travl hverdag? Eller fordi du synes, at dine børnebilleder hører til i privat regi?
Så kan du genkende dig selv i den kategori, som Maja Sonne Damkjær ganske enkelt kalder ikke-brug.
Det er også en kommunikativ indstilling, at man aktivt fravælger et bestemt medie eller undlader at bruge det på samme måde, som de fleste andre gør, forklarer Maja Sonne Damkjær.
»Det kan enten være, fordi de i forvejen ikke kommunikerer og poster ret meget om sig selv eller familien, eller fordi forældrene af forskellige årsager helt har valgt Facebook fra. At det ikke er et medie, de vil have ind i deres liv, og at de kun vil dele fotos og anden information om familien gennem mere private kanaler,« siger Maja Sonne Damkjær og tilføjer:
»Det er væsentligt for dem, at det bliver holdt på den måde.«