Lille ridse i kofangeren blev en dyr omgang
Alex Øllegaard blev tvunget til at betale en stor ekstraregning for den lejede Opel Corsa. Nu skal en ny aftale med de fem største biludlejningsselskaber i Europa sikre bedre vilkår for forbrugerne.
Det blev en dyr omgang for Alex Øllegaard og hans kæreste, da parret lejede en Opel Corsa i Frankrig. Bilen havde de fundet på nettet hos Rentalcar.com, og de hentede den hos Entreprise i Nice, hvor de skrev under på en kontrakt med fransk tekst og lod medarbejderen køre visakortet gennem en terminal.
Da parret 10 dage senere returnerede bilen, opdagede personalet hos Entreprise en mindre ridse i kofangeren.
"Jeg kendte ikke noget til og havde slet ikke bemærket den. Det var en ganske lille blød ridse, som jeg selv havde kunnet polere væk, hvis jeg havde opdaget den, inden jeg afleverede bilen," fortæller Alex Øllegaard, der mener, at ridsen kunne skyldes, at en kuffert var stødt ind i kofangeren.
Men det så medarbejderen hos Entreprise helt anderledes på, og så stod Alex Øllegaard dér og ville aflevere bilen, men ingen ville tage imod nøglen, før han havde indvilget i, at selskabet måtte hæve hele det beløb, som var reserveret på hans visakort.
Han troede, at han havde en forsikring, der ville dække evt. ridser og skader, men det viste sig, at den ikke dækkede vindspejl, dæk og åbenbart heller ikke en ridse i kofangeren.
Ny aftale indgået
Alex Øllegaard er langtfra den eneste, der har stået i den situation. De seneste to år er antallet af klager over biludlejere hos Forbruger Europa-netværket steget markant. Især forbrugere i de skandinaviske lande er hårdt ramt, viser nye tal.
Det danske Forbruger Europa-kontor havde i 2014 i alt 64 henvendelser og sager om billeje, og i 2015 er problemet accelereret yderligere. Allerede i første halvår er der kommet 41 henvendelser og klager om billeje.
Men måske er der bedre vilkår i sigte for forbrugere. I dag er fem store biludlejningsfirmaer gået med til at forbedre deres praksis over for forbrugerne takket være en fælles indsats fra EU-Kommissionen og de nationale forbrugermyndigheder. Aftalen er indgået med de fem største biludlejningsfirmaer i EU: Avis-Budget, Enterprise, Europcar, Hertz og Sixt.
Klarere kontraktvilkår
Selskaberne har lovet at efterleve kravene i forbrugerlovgivningen i deres håndtering af biludlejning, der er fastsat af EU-regler om forbrugerrettigheder, urimelig handelspraksis og urimelige kontraktvilkår.
Det betyder, at danske billejere fremover kan forvente klarere kontraktvilkår om forsikringer, optankning af lejebil, en mere retfærdig håndtering af skader og større prisgennemsigtighed.
"Vi ser positivt på initiativet, som vil kunne forbygge en del af de situationer, som vi modtager klager over. Det er f.eks. en tryghed for forbrugeren, at biludlejeren ikke længere må trække penge på forbrugerens konto uden forudgående advarsel," fortæller Lars Arent, der er leder af det danske Forbruger Europa.
Udviklingen skal vendes
Denne særlige indsats er især udløst, fordi antallet af klager relateret til biludlejning hos Forbruger Europa netværket er steget kraftigt de seneste to år.
"Vi oplever ofte, at forbrugeren har fået en ubehagelig overraskelse, når de møder op for at få udleveret en forudbestilt lejebil. Derfor er det en klar forbedring af praksis, at udlejningsselskaber vil gøre det helt tydeligt, hvad forbrugeren køber," siger Lars Arent.
Der er dog fortsat mange biludlejere, som ikke er omfattet af aftalen, og derfor er der også behov for at videreudvikle aftalen.
2.200 kr. + 6.400 kr. + en masse tid
Alex Øllegaard og hans kæreste kan efter hjemkomsten fra Frankrig gøre op, hvad 10 dages billeje af en Opel Corsa har kostet dem: 2.200 kr. for billeje + 6.400 kr. for ridsen + en hel masse tid.
Men de har ikke opgivet at få nogle af pengene tilbage.
"Rentalcar var meget afvisende i begyndelsen, men nu efter at jeg har blandet Forbruger Europa ind i sagen, har de lovet at sætte en sagsbehandler på, men jeg har fået at vide, at det kan tage tre måneder fra nu af," siger han.
De vigtigste forbedringer i aftalen:
- Større gennemsigtighed, når forbrugeren bestiller lejebil på en hjemmeside: bl.a. oplysninger om alle obligatoriske gebyrer og (udgifter til) ekstraudstyr, og plysninger om de vigtigste lejevilkår og krav, herunder indskud opkrævet på forbrugerens kredit- eller betalingskort.
- Bedre information under bestillingsproceduren, fx om forsikringsprodukter, herunder deres priser udelukkelser og gældende udskejelser.
- Forbedret og mere gennemskuelige regler for optankning af lejebil.
- Klar og mere retfærdig inspektion af bil ved udlevering og aflevering.
- Forbedret praksis for at hæve yderligere beløb på forbrugerens betalingskort: Forbrugerne får en rimelig mulighed for at udfordre enhver skade før nogen betaling opkræves.
Implementering af aftalen:
Biludlejningsbranchens initiativer vil gradvist blive iværksat af selskaberne, og de fleste forbedringer skal være opfyldt ved udgangen af 2015. Ifølge forbrugermyndighederne er der fortsat udestående spørgsmål, som skal undersøges:
- Forbrugernes ansvar for bilskader, der er forårsaget af andre mennesker.
- Ansvar og praksis for franchisetagere og formidlere af billeje.
- Det sprog, som vilkår skal præsenteres på ved booking af lejebil i en anden medlemsstat.
- Den forsikringsdækning forbrugeren tilbydes i biludlejningpakker, som der findes alternativer til.