Fortsæt til indhold
Livsstil

Christian Murmann havde ikke holdt et bordtennisbat i 50 år: Nu vil han spille verdens hurtigste spil, »indtil han dør«

Christian Murmann havde ikke spillet bordtennis, siden han som teenager ikke turde snakke med pigerne i ungdomsklubben. Nu har han genopdagen glæden ved "verdens hurtigste spil" – og nyder godt af sportsgrenens særlige evne til at holde dårligdomme for døren.

Når Christian Murmann sender en serv af sted mod sin modstander, skal han i løbet af et splitsekund analysere boldens bevægelse hen over bordet.

Han skal forudse spillerens modsvar og forberede sin returnering.

»Jo flere gange bolden går frem og tilbage over nettet, jo sjovere er det,« fortæller han.

Professionelle spillere kan opnå en topfart på op til 150 km/t, hvorfor bordtennis også bliver kaldt verdens hurtigste spil.

Helt samme hastigheder når den 70-årige randrusianer og hans kammerater aldrig helt op på. Men det betyder ikke, at de ikke også har gavn af det lynhurtige spil. Tværtimod, faktisk.