I 45 år har Jeppe Bredahl Pedersen snøret støvlerne i al slags vejr: Hvis du er som ham, er der godt nyt fra danske forskere

I en kold måned som januar kan det virke attraktivt at blive inden døre så meget som muligt.

Mindst to gange om ugen tager 52-årige Jeppe Bredahl Pedersen dog alligevel udenfor for at spille fodbold med sine holdkammerater. Det gør han mest, fordi det er sjovt. Ikke desto mindre er der mange fordele at hente udenfor banen for hobbyidrætsudøvere som ham.

For selv om den slags aktiviteter ofte er forbundet med en øl i omklædningsrummet eller ganske få deciderede atletiske udfoldelser, kan en tur på fodboldbanen eller i håndboldhallen sammen med vennerne betyde markant mere for ens alderdom, end man måske skulle tro.

Ny forskning fra Københavns Universitet og Bispebjerg Hospital viser nemlig, at selv “almindelig træning” og moderat fysisk aktivitet kan have en stor betydning for ens fysiske helbred. Det vil sige, at du ikke behøver at løbe halvmarathon eller gå i fitnesscenteret hver anden dag for at hjælpe dig selv på vej mod en sund aldring.

Vi bliver generelt svagere med alderen, men fodbold eller padeltennis med vennerne et par gange om ugen kan tilsyneladende være nok til at beskytte vores muskelceller og de såkaldte motorneuroner. Og det har stor betydning for vores sundhed, når vi bliver ældre, forklarer postdoc Casper Søndenbroe fra Center for Sund Aldring på Københavns Universitet og Institut for Idrætsmedicin på Bispebjerg Hospital.

»Vi kan se, at folk, der har trænet på et moderat, menneskeligt niveau, som jeg plejer at kalde det, oplever gavnlige effekter, som gør, at musklerne beskytter deres nerveceller,« siger Casper Søndenbroe.

Moderat træning kan rykke meget

Studiet går konkret ud på, at forskerne har analyseret muskelprøver fra personer, som i løbet af deres liv har været aktive i varierende grad.

»Når vi bliver ældre, svækkes forbindelsen mellem nervecellerne og musklerne. Vores forskning peger på, at man med moderat træning kan rykke rigtig meget i en positiv retning,« siger Casper Søndenbroe.

De såkaldte motorneuroner er de nerveceller, som vi bruger til at bevæge os med. Vi har kun et bestemt antal af dem, og de står af over tid, forklarer Casper Søndenbroe. Samtidig er det de celler, der bliver påvirket af sygdomme som ALS, og netop derfor er der god grund til at forsøge at passe bedst muligt på dem.

Forskerne ved dog endnu ikke, præcis hvorfor motion hjælper med at beskytte motorneuronerne. Og fordi denne type forskning er både omfattende og omkostningsfuld, er det et lille studie med blot 20 deltagere.

»Det er meget få testpersoner og en meget selekteret gruppe. Forskningsmetoden er exceptionelt krævende, både hvad angår tid og omkostninger, og derfor kan det ikke lade sig gøre at lave kæmpestore forsøg,« forklarer Casper Søndenbroe.

Af samme årsag kan forskerne heller ikke sige, specifikt hvor meget træning, der er “nok” til at opnå de effekter, man har fundet frem til. Han håber derfor, at studiet bruges som afsæt til videre forskning på emnet.

Glæden ved fodbold

Jeppe Bredahl Pedersen er en af de danskere, som netop udøver denne form for moderat idræt. To til tre gange om ugen tager han til træning eller kamp i fodboldklubben B93 på Østerbro. For ham er det sundhedsmæssige aspekt blot en af mange gode grunde til, at han spiller fodbold.

»Jeg har lige så stor en glæde nu ved at spille fodbold, som jeg har haft hele mit liv, hvis ikke større. Jeg glæder mig til at skulle til træning og kamp,« siger han.

Jeppe Bredahl Pedersen, der til daglig arbejder som gymnasielærer, startede til fodbold, da han var syv år gammel, og har siden da spillet ved siden af sin uddannelse eller sit arbejde – selv da han boede nogle år i Grønland.

»Jeg ved godt, at det er rigtig sundt at spille fodbold, men det er ikke det, der driver mig. Jeg tror ikke, at ret mange mennesker vil gøre noget, kun fordi det er sundt. Det er mere på grund af glæden, og den består af mange forskellige ting,« siger han og fortsætter:

»Samhørighed, konkurrence og fællesskab. Følelsen af, at 1+1 er mere end to.«

Han har haft skadespauser, hvor han ikke har kunnet spille fodbold og i stedet svømmede, cyklede eller lavede styrketræning. Mest så han kunne holde sig i gang og genoptræne, indtil han kunne komme tilbage på fodboldbanen.

Da han var i Jylland over julen, havde han løbeskoene med – ikke fordi han nødvendigvis nyder at løbe selv, men så han kunne holde sig i gang mellem træningerne.

De vigtige fællesskaber

Fællesskabet betyder meget for Jeppe Bredahl Pedersen.

»På holdet er der en blanding af bl.a. direktører og politibetjente, og det er ligegyldigt, hvad man arbejder med, fordi det handler om fodbolden. Det er en enestående fornemmelse, når man som hold har vundet sammen, ikke nødvendigvis fordi man er bedre spillere, men fordi man er god til at arbejde sammen om noget,« siger han.

Efter kampen drikker holdet også gerne en sodavand eller en øl sammen, og afslutninger markeres med fællesmiddag og taler.

Og den form for fællesskab er netop en af fordelene ved at dyrke sport sammen med andre, fortæller Laila Ottesen, som er lektor ved Institut for Idræt og Ernæring på Københavns Universitet og forsker indenfor idrætssociologi.

Hun har i årevis undersøgt de gode effekter, der findes i idrætsfællesskaber og holdsport.

»Selv om vi lever i en tidsalder, der er meget præget af individualisering, så har vi allesammen brug for at være en del af fællesskaber og danne relationer. De er vigtige ressourcer for os både følelsesmæssigt og praktisk,« siger Laila Ottesen.

Idræt kan give et særligt fællesskab, fordi man skaber et rum med plads til følelser, forklarer hun. Her kan man juble, grine og græde sammen.

»Jeg har i min forskning set 80 og 90-årige med armene i vejret, fordi de scorede i floorball på et plejehjem. Det ligger i os, at det er sjovt, og at der er spænding i at dyrke idræt sammen,« siger Laila Ottesen.

Noget, som kan gavne mange mennesker, mener hun. Især i en tid, hvor fortsat flere mennesker oplever ensomhed, der kan fremprovokere sygdomme og i værste fald forårsage tidlig død.

»Ensomhed er en stor udfordring i vores samfund. Det kommer af et savn af et fællesskab og af, at nogen ser én, og at man er sammen om noget,« siger Laila Ottesen.

Godt at være forpligtet

Når vi er sammen om aktiviteter som fodbold eller floorball, glemmer vi os selv og har fokus på aktiviteten, forklarer hun.

Det er netop en af de ting, Jeppe Bredahl Pedersen bedst kan lide ved at spille fodbold. Det er et frirum, som giver overskud på den mentale front.

»Man er i nuet og man er til stede. Lige nu og her er det det eneste, der gælder,« siger han.

Til det er holdsport også noget helt særligt, mener Laila Ottesen. Både fordi det automatisk stiller et fællesskab til rådighed, men også fordi ens tilstedeværelse er vigtig for, at man helt konkret er nok spillere.

»Selvfølgelig er der fællesskaber i gymnastik eller en gå-klub, men det er en anden type fællesskab. På et hold er man nødvendig for hinanden på en anden måde, og man deles om at vinde og tabe,« siger hun.

Hun mener, uanset hvilken sport der er tale om, at vi i det omkringliggende samfund skal være gode til at gøre det let for hinanden at være en del af idrætsfællesskaber, så flere kan opleve de positive effekter af at være fysisk aktive.

»Personer, der ikke har været aktive i løbet af deres liv, har måske ikke haft positive oplevelser med idræt, eller har oplevet det som et nederlag. Derfor skal vi sørge for, at de møder fysisk aktivitet, som er sjovt og legende,« siger Laila Ottesen.

Her kan et stærkt idrætsfællesskab være vigtigt.

»Hvis man går til idræt, er det temmelig tit, og så er det ret forpligtende. Du skal møde op på et bestemt tidspunkt på en bestemt dag, og den forpligtethed har mange gode ting i sig, selv om ordet pligt kan lyde tungt,« siger Laila Ottesen.

F.eks kommer man måske afsted til træning, selv om man er træt eller ikke har lyst, fordi der er nogen, der venter på en.

»Du betyder noget for andre. Hvis du ikke kom til træning i torsdags, spørger folk dig, hvorfor du ikke dukkede op. Det har alle mennesker brug for,« siger Laila Ottesen.

Aldrig for sent

Det kan Jeppe Bredahl Pedersen genkende – især når han skal ud ad døren i vintermånederne, hvor det er koldt at spille fodbold udendørs.

»Når man er en del af et fællesskab, forventer man noget af hinanden, og vi har en god træningskultur. Selv hvis jeg føler mig uoplagt og tænker, at jeg jo også kan blive væk, så er det altid godt at komme derud,« siger han.

Efterfølgende er det, som om at de småskavanker, han gik med i løbet af dagen, alligevel er forsvundet.

»Når jeg kommer hjem, er jeg træt i benene og øm på en god måde. Jeg har brugt mig selv, og det er rart at mærke, at jeg stadigvæk kan mestre det. Og at jeg kan bidrage positivt til fællesskabet, « siger Jeppe Bredahl Pedersen.

Selv om studiet fra KU og Bispebjerg Hospital peger på, at konditionstræning som netop fodbold eller cykling kan være nok til at beskytte motorneuronerne, opfordrer postdoc Casper Søndenbroe alligevel til at inkorporere én ting i træningsrutinen: styrketræning.

Desuden pointerer forskeren, at det altid kan betale sig at gå i gang med at dyrke motion – også selv om man er 80 år gammel.

»Det er aldrig for sent,« siger Casper Søndenbroe og fortsætter:

»Hvis man ikke dyrker noget motion overhovedet, kan selv en lille smule have en stor effekt.«