86-årige Jens Myrup Noe tænker ikke på at dø. Han har et verdensmesterskab, han skal forsvare til foråret
Jens Myrup Noe har stort set levet i sine løbesko, siden han som 60-årig tog dem på for første gang. En ukuelig viljestyrke formet af oplevelser under Anden Verdenskrig og hårdt arbejde som barn på landet får ham til at fortsætte jagten på rekorder og mesterskaber.
Der står han så, den nykårede mester. Med dannebrog på brystet, armene i vejret og fingre, der laver v-tegn. ”Winner” står der på bagtæppet, og med hele tre medaljer hængende om halsen er der ingen tvivl om, at Jens Myrup Noe er lige præcis det. En vinder.
Guld på halvmaratondistancen for mænd over 85 i tiden 2 timer og 31 minutter. Bronze på både 5 og 10 kilometer. Det var såmænd, hvad den 86-årige løber fra Atletikforeningen Fremad Holbæk netop havde præsteret ved august måneds VM i Masters i Gøteborg – en særlig gren af atletikken for udøvere over 35 år.
Spoler vi tiden 80 år tilbage, er selvsamme Jens Myrup Noe en dreng på seks år, der har taget plads i en togkupe på strækningen mellem Lemvig og Struer. Med på rejsen har han sine fire søskende, der aldersmæssigt spænder fra et spædbarn til storesøster på syv.
Mens de bumler forbi de vestjyske marker, går skydedøren op, og en mand iført uniform træder ind. Et jag går gennem børneflokken. Der er krig, Danmark er besat, og her går en tysk soldat rundt og patruljerer.