Fortsæt til indhold
Livsstil

Dine løbesko kan være et mareridt, når de skal genbruges

Kombinationen af materialer kan betyde, at forbrugerprodukter ikke kan separeres i genbrugsprocessen.

Plastic, der ikke genbruges, ender alt for ofte i naturen. Her kan det blive spist af dyr, hvorefter dyret kan dø. I andre tilfælde nedbrydes plasticprodukter til meget små stykker, som kan ende i fisk - og derefter i mennesker som sidste led i fødekæden.

Det er nogle af grundene til, at miljøgrupper verden over presser på for at gøre produktionen af plasticemner mere entydig, så produkterne kan gøres nemmere at anvende igen. Men en nyere trend gør kampen endnu vanskeligere, skriver The Guardian.

Det handler om, at forskellige typer materialer mikses i samme produkt - såkaldte plastichybrider.

»Plastichybriderne er et meget uheldigt fænomen, da de er sammensat af et væld af materialer, der ikke alle kan genbruges. Det er simpelthen et miskmask af ting,« påpeger Heidi Sanborn, der leder National Stewardship Action Council - et amerikansk netværk af grupper, der forsøger at få producenterne til at tage ansvar for de produkter, de laver.

Problem 1: Batterier og elektronik

Syngende fødselsdagskort kan umiddelbart virke som en sød idé. Men kigger man på fænomet med miljøbriller, så er det en potentielt giftig cocktail, hvis forbrugeren smider kortet i skraldespanden uden at adskille batteri og elektronik fra selve kortet.

Løbesko med blinkende dioder kan give øget sikkerhed i trafikken. Men hvordan skal elektronikken skilles fra skoen, når den er udtjent og skal bortskaffes?

Problem 2: Blød plasticemballage

Et voksende problem er små, bløde plastbeholdere, der kan omslutter bl.a. vaskeprodukter, morgenmad og juice. Årsagen er, at beholderne er konstrueret med mange lag af forskellige farver og typer af plastik - og til tider endda foret med folie eller voks.

Producenter promoverer beholderne ved at sige, at de giver mindre fragt og længere levetid på hylderne i detailhandelen. Men genbrug er næsten umulig på grund af kompleksiteten.

Problem 3: Plasticetiketter

I stigende omfang sælges plasticflasker af genbrugsmaterialer med farvestrålende etiketter, der ikke kan bruges i en ny sammenhæng. Eller den genbrugelige flaske er udstyret med en lukning eller et sprayhoved, der heller ikke kan genbruges.

Ifølge Heidi Sanborn fra National Stewardship Action Council er det nødvendigt at få firmaer til at have en såkaldt end-of-life-politik for alle produkter. Det handler om producentansvar.

Sanborn påpeger, at man som forbruger dog også kan gøre meget selv for miljøet. Herunder at vælge produkter der kan genanvendes eller ihvertfald de produkter, der skader miljøet mindst muligt.