Fortsæt til indhold
Livsstil

Thomas Skov har skrevet bog om at blive far – men babysalmesang vænner han sig aldrig til

Det var sgu meget rart at komme lidt ud af egen røv, fortæller den tidligere DR-vært Thomas Skov, der er aktuel med bogen ”Hvad enhver far bør vide”.

Det var som praktikanten i ”Det nye talkshow” med Anders Lund Madsen, at vi lærte ham at kende for første gang i 2009. I den bedste sendetid fredag aften dukkede han op med et skilt, hvor der stod ”Juhuu Lisa Lents. Du gør mig våd”.

Thomas Skov er ikke længere i praktik, men har derimod etableret sig som en af de mest erfarne og sjove tv-værter i landet. Han er klummeskribent på Euroman og blogger, hvor han især skriver om dagligdagen som far. Nu er han også aktuel som forfatter.

Du er netop udkommet med bogen ”Hvad enhver far bør vide”. Var det virkelig så svært at blive far, at du blev nødt til at skrive en bog om det?

»Der var i hvert fald nogle situationer, som jeg ikke var forberedt på og gerne ville have tænkt på inden. Jeg gad eksempelvis godt have vidst, at far også har en vigtig rolle i forældreskabet de første år. Der er lidt en myte om, at det kun er mor, der duer, og det passer altså ikke. Men det kræver, at fædrene ved det og tager deres plads.«

Men kan man overhovedet læse sig til at blive en god far?

»Man kan læse og forberede sig til et vist punkt, men det er noget andet at stå i det.

Da Ellen var to år, sagde jeg op hos DR, fordi jeg havde læst en undersøgelse om, at det, som flest fortryder på deres dødsleje, er, at de ikke var nok sammen med deres børn.
Thomas Skov

Det er det samme som at forberede sig til en ferie, inden du tager af sted. Det er først, når du står i Toscana, at du virkelig oplever det. Ja, det er måske et dårligt billede, men du ved, hvad jeg mener. Man kan i hvert fald lære meget af andre fædre, og jeg synes, der manglede en bog, som både var sjov og seriøs på samme tid.«

Hvordan var skiftet fra at være fremadstormende tv-vært til at blive far?

»Det var en kæmpe omvæltning. Lige pludselig var det lige meget, hvor mange der så ens tv-program – jeg koncentrerede mig kun om det her lille menneske, og det føltes så naturligt. Da Ellen var to år, sagde jeg op hos DR, fordi jeg havde læst en undersøgelse om, at det, som flest fortryder på deres dødsleje, er, at de ikke var nok sammen med deres børn. Det havde jeg ikke lyst til, og det var sgu meget rart at komme lidt ud af egen røv.«

Man kan vel egentlig sige, at forældreskabet er blevet en del af din karriere. Hvordan er det?

»Hvis du havde spurgt mig for 15 år siden, havde jeg nok grinet højt. Som hvis du fortæller mig, at jeg ejer en vingård i Frankrig om 15 år, for jeg kan ikke engang lide vin. Men det var den rette beslutning, for mænd mangler farforbilleder.

Jeg har selv haft svært ved at spejle mig i min egen far i forhold til småbørn, for tiden og farrollen er en anden nu. Jeg bliver glad, hver gang jeg ser mænd gå rundt med bæresele på maven – det føles som om, vi er et hold!«

Du er jo kendt som en sjov mand, men er du også en sjov far?

»Jeg har altid tænkt, at jeg skulle være den sjove far, men sådan fungerer det ikke. Hvis man vil tage forældreskabet helt på sig, må man også være den sure far, den omsorgsfulde far og ham, der skælder ud. Man kan selvfølgelig godt melde sig ud, når barnet skal have skældud, og så bare være den lalleglade far, der sommertider er der. Men jeg vil gerne være det hele – og nok især den sjove far.«

Har du en bestemt farsituation, du aldrig vænner dig til?

»Sådan helt kliché-agtigt er det manglende søvn. Otto er et år nu og kan stadigvæk holde mig vågen hele natten. Det er skide hårdt. Ellers er det nok babysalmesang. Det er angstprovokerende at sidde som enlig mand blandt 20 mødre, særligt fordi jeg hader at synge offentligt og bliver pinligt bevidst omkring mig selv.

Det er angstprovokerende at sidde som enlig mand blandt 20 mødre, særligt fordi jeg hader at synge offentligt og bliver pinligt bevidst omkring mig selv.
Thomas Skov

Men både Ellen og Otto elsker det, så det indrammer måske forældreskabet meget godt. Der er pludselig noget, der er vigtigere end ens egne behov.«

Her på falderebet, har du så noget at sige til de nybagte fædre?

»Kære far, du er en del af holdet nu. Det kan godt være, at det føles ensomt, når du vugger dit barn en mørk aften, men vi har din ryg og står bag dig hele vejen. Og så kan du altså sagtens være sexet, selv om du går rundt med bæresele og kører med cykelhjelm.«