Fortsæt til indhold
Livsstil

Brug varmen fornuftigt – det gavner klimaet og pengepungen

Efteråret har meldt sin ankomst, og om ikke alt for længe er det igen tid til at tænde for varmen derhjemme. Ofte kræver det kun nogle enkle vaner at holde varmeregningen nede på et fornuftigt niveau.

Bjarke Rambøll

Når det kommer til at spare på varmen i de kolde måneder, handler det ikke kun om arealet af din bolig, dine varmekilder og forbrugsvaner. Det handler også om, hvorvidt du rent faktisk bruger dit varmeanlæg korrekt.

Ja, fungerer varmeanlægget overhovedet, som det skal? Og husker du at holde øje med, om anlægget også kan komme af med varmen?

For mange kommer det som en overraskelse, at det ikke er hensigtsmæssigt at flytte pilen fra et til fire på termostaten, op og ned, inden for korte tidsintervaller. Det er langt bedre med et stabilt niveau. Men skru alligevel ned, når du kan – især hvis du er væk fra boligen i længere tid.

Er du væk fra boligen i kort tid, så anbefales det at have en smule varme på, så rummene ikke bliver unødigt afkølede – det kræver nemlig en hel del energi at varme et rum op fra eksempelvis 15 til 21 grader.

Har du flere radiatorer i samme rum, er det vigtigt, at du indstiller dem til samme temperatur. Det er langt mere besparende at have fire radiatorer, der kører på lavt blus, end ét der kører på fuldt tryk.

Er døren ikke lukket mellem flere rum i boligen, skal temperaturen være den samme, hvorimod man godt kan have forskellige temperaturer i forskellige rum, hvis bare døren er lukket.

For at bevare en stabil temperatur i rummene er det en god idé at lufte ud – kort og intenst. Du kan nøjes med ca. fem minutter ad gangen. Til gengæld anbefaler vi at gøre det to-tre gange om dagen. Og især efter bad og madlavning. Om vinteren er udluftning ekstra vigtigt, da det modvirker fugt.

Men hvor varmt bør det egentlig være indenfor? Der kan selvfølgelig være individuelle behov at tage hensyn til, men vi anbefaler 20-21 grader. Vil du vide, hvor mange penge du kan spare ved at skrue ned for temperaturen, er en tommelfingerregel, at prisen stiger med fem pct. for hver grad, varmen skrues op.

Har du fjernvarme, er det vigtigt, at afkølingen af vandet er på mindst 30 grader. Afkølingen er forskellen på fjernvarmevandets fremløbs- og returtemperatur. Jo større temperaturforskellen er, desto bedre er udnyttelsen af din fjernvarme. De fleste fjernvarmeselskaber ønsker, at afkølingen skal være mindst 30 grader. Du kan starte med at lægge en hånd på det nederste af radiatoren, der gerne skal føles kølig. På de fleste fjernvarmeanlæg kan man aflæse forskellen mellem fremløbs- og returtemperatur på et display, der typisk er placeret ved fjernvarmeindløbet i kælderen eller bryggerset. Økonomisk kan det betale sig at undgå, at temperaturen kommer under de 30 grader, da man ellers skal betale et afkølingsbidrag til sit fjernvarmeselskab.

Når efteråret og dermed fyringssæsonen nærmer sig, er der ingen grund til at skrue maksimalt op for varmeanlægget. I stedet bør du skrue gradvist op, i takt med at temperaturen udenfor falder.

Indstil i begyndelsen af sæsonen termostaten på fjernvarmeanlægget, så temperaturen på vandet, der løber frem til radiatorerne, er mellem 35-40 grader. Når vejret bliver køligere, kan du så hæve temperaturen med fem grader. Hvis dit anlæg har temperaturstyring, justerer det selv temperaturen. Som tommelfingerregel kan du i begyndelsen af sæsonen indstille termostaten til et – og derfra gradvist skrue op, når det bliver koldere.

Sekretariatsleder hos EnergiTjenesten, Bjarke Rambøll, skriver i hver udgave af Boligoptimering en klumme, hvor han diskuterer aktuelle energiproblemstillinger. EnergiTjenesten er en uvildig organisation, som foreningen VedvarendeEnergi står bag. Foto: Polfoto

Udover at holde øje med om dit varmeanlæg kører hensigtsmæssigt, er der andre forholdsregler at tage for ikke at spilde varme. Det er bl.a. vigtigt at sikre sig, at der er luft mellem termostaten og radiatoren og så resten af rummet. Termostaten måler nemlig luften i rummet og regulerer temperaturen efter det.

Lægger du f.eks. tøj på radiatoren, bliver den kold, fordi den måler temperaturen under tøjet og ikke luften i rummet. Det er ligeledes en dårlig idé at placere en sofa klos op ad radiatoren, så radiatoren ikke komme af med varmen. Husk desuden at slukke midlertidigt for radiatoren, når du lufter ud - ellers reagerer radiatoren på kulden og øger varmen.

Enkelt, ikke sandt Watson?

God varmesæson!