Fortsæt til indhold
Livsstil

Ørkenlandskaber og søde sæler på toppen af Danmark giver overraskende store naturoplevelser

Man behøver ikke at rejse sydpå for at opleve ørkenlandskaber og vilde dyr, fortæller naturfotografen Sarah Green.

Sarah Green

Danmarks ørken

Sand så langt øjet rækker – en hel kvadratkilometers ørkenlandskab breder sig ud foran mig. Jeg vandrer op på toppen af en af klitterne midt på milen. Her kan jeg se havet til begge side, og det går op for mig, hvor smalt et stykke land jeg befinder mig på. Råbjerg Mile er en vandreklit, der bevæger sig cirka 15 meter om året. I 1500- og 1600-tallet var vandstanden lavere end i dag, og sandet fra den blotlagte havbund blæste ind over land og begravede landsbyer, gårde og marker. Siden har klitplantagerne fået styr på den vilde sandflugt, men Råbjerg Mile har heldigvis fået lov til at stå.

Råbjerg Mile. Foto: Sarah Green

Tillidsfulde sæler på Grenen

På vej ud til Grenen, Danmarks allernordligste spids, ser jeg pludselig noget bevæge sig i vandkanten, der hvor Kattegat og Skagerak mødes. Da jeg kommer tættere på, kan jeg til min store begejstring se, at det er sæler. Godt nok har jeg set flere og flere billeder af sæler på Grenen gennem de sidste par år, men jeg har alligevel ikke turdet håbe på at se dem her på en helt almindelig eftermiddag. Jeg lægger mig i behørig afstand og fotograferer dem med min telezoom. Aldrig før har jeg været så tæt på en vild sæl. Det er intet mindre end en sælsom oplevelse!

Sæl på Grenen. Foto: Sarah Green

Fyrtårnet, der snart vælter i havet

Midt i alt det grønne rejser et 90 meter højt bjerg af sand sig langs kysten. Jeg vandrer en tur henover Rubjerg Knude, og det er ligesom at besøge en anden verden. Blæsten gør landskabet evigt foranderligt. Den udvisker hurtigt mine fodspor og efterlader de smukkeste bølgede ørkenformationer. Det forladte Rubjerg Knude Fyr står som en spøgelsesbygning midt i det hele.

Rubjerg Knude Fyr. Foto: Sarah Green

Dybt nede æder det vilde Vesterhav af kysten, og vi mennesker må endnu engang kæmpe en brav kamp for ikke at se vores bygninger bukke under for naturens kræfter. Men det er også præcis dét, der gør Nordjylland så fascinerende. Her mærker man for alvor naturens kræfter.

Sarah Green er naturfotograf og rejseblogger på sarahinthegreen.dk og Instagram @sarahinthegreen, hvor hun fortæller om sine stille rejser ud i den vilde natur.