Her er fem perfekte computerspil til nytårsdagene
Har du brug for en sidste øjebliks-julegave, underholdning til familien i juledagene eller en parallelverden at forsvinde ind i, når du har fået nok af gran og gaver? Find dem her.
Hvis det skal være spillet, alle taler om: Red Dead Redemption 2
Man har nærmest brug for et ekstra liv, hvis spillet skal have den tid, det fortjener. Og for mange med fuldtidsarbejde og travle familie-uger vil juledagene da også være det første tidspunkt siden spillets udgivelse i slutningen af oktober, hvor de faktisk har tid til at kaste sig ordentligt ind i den enorme verden.
Red Dead Redemption 2 foregår i det vilde vesten i 1899 og er skabt af Rockstar Games, firmaet bag den hyperpopulære, milliardindtjenende Grand Theft Auto-spilserie. Historien udfolder sig omkring Arthur Morgan og Dutch Van Der Linde-banden, og foregår i en åben verden med en overvældende mængde af detaljer, der kan udforskes. Der skal selvfølgelig både røves tog, startes barslagsmål, galopperes hurtigt, jagtes vilde dyr i sneen og den slags cowboy-lignende ting, men Red Dead er også et spil, der insisterer på at skulle holdes ved lige: Du skal både passe og pleje din hest, din skægvækst og dine skydevåben og i det hele taget holde øje med en svimlende detaljegrad af ting og sager i en sådan grad, at det kan føles som at gå på arbejde. Er man vild med at fortabe sig i dén slags, venter en stor og visuelt imponerende verden på den anden side af skærmen.
Red Dead Redemption 2
467-499 kr. til PS4 og Xbox
Hvis det skal være farvestrålende underholdning: Marvel’s Spider-Man
Hvis du har fået nok af tung julemad og stillesiddende hygge er Marvel’s Spider-Man den perfekte flugtvej. Det er forrygende underholdning, hvor du naturligvis spiller i skikkelse af Peter Parker aka Spider-Man i et smukt gengivet New York, fyldt med livagtige mennesker og detaljer.
Spillet er fyldt med vældigt varierede missioner, interessante bifigurer og underholdende kampscener. Men det bedste af det hele er at suse gennem storbyen med Spider-Mans superkræfter til hjælp. Han kan jo ikke blot kravle og løbe op ad lodrette husvægge men også svinge sig fra bygning til bygning i sin edderkoppe-snor, og det er simpelthen vidunderligt at slynge sig gennem New York på den måde, mens solen blinker i skyskrabernes vinduer og mennesker og trafik myldrer gennem gaderne under en. Hvilken storby-drøm! Ovenikøbet til lyden af den herlige podcast ”Just the Facts”, hvor den iltre, Spider-Man-skeptiske radiovært J. Jonah Jameson brokker sig, debatterer Spider-Mans gerninger og i det hele taget ser det som sin opgave at hidse sig op på alles vegne og advare sine lyttere om trusler, de ikke har tænkt over. Herligt aktuel satire.
Marvel’s Spider-Man
Omkring 319 kr. til PS4
Hvis det skal være virtual reality: Astro Bot Rescue Mission
Astro Bot Rescue Mission minder lidt om VR-mesterværket Moss, som jeg anmeldte til seks stjerner her på siden, da det udkom i marts: Forrygende mesterværk: Her er det ultimative virtual reality-spil til din PlayStation.
I Astro Bot er man også selv til stede inde i spillet som en større, hjælpsom figur med sit hoved og sine hænder – teamet op med en mini-robot, som man kan fjernstyre med sin DualShock-controller. Ligesom Moss er AstroBot et platformspil, og ganske som i Moss kan man læne sig ind i spillet, som var det et dukketeater, se omkring hjørner, som den lille bot ikke har adgang til, og nå ting, som er udenfor dens rækkevidde. Samspillet mellem en selv og de små, nuttede robotter føles, nøjagtigt som i Moss, som en barndomsdrøm, hvor ens legetøj er blevet levende, og hvor man efterfølgende tager på fantastiske, farvestrålende eventyr sammen. Muntert, opslugende og virkelig nuttet.
Astro Bot Rescue Mission
Omkring 199 kr. til PSVR
Hvis det skal være til dem, der tror, de ikke kan lide computerspil: Cosmic Top Secret
Cosmic Top Secret er det perfekte spil at hive frem, hvis man skal overbevise bedstefar om, at computerspil sagtens kan være andet end pangfarvet tidsfordriv. Spillet er et selvbiografisk dokumentar-portræt skabt af den danske instruktør Trine Laier med hendes forældre i fokus. De arbejdede begge for Forsvarets Efterretningstjeneste under Den Kolde Krig, og spillet dykker langsomt ned i deres hemmelighedsstemplede, spion-lignende fortid og fletter den sammen med deres nutidige dagligdag på skæv og humoristisk vis. For koldkrigs- og historie-interesserede vil spillet være en sprudlende skattekiste af sagsmapper, filmklip og gamle data-maskiner, og der er masser af overraskelser undervejs. Dronning Margrethe II spiller for eksempel en rolle undervejs. Og så kan Cosmic Top Secret spilles på både pc og iPad, hvilket gør det tilgængeligt for de fleste.
Cosmic Top Secret
69 til 98 kr. til iOS, Android, PC og Mac
Hvis det skal være for hele familien: Frantics
I Frantics kan hele familien samles foran PlayStation-konsollen og spille med; her styrer man nemlig sin egen figur med hver sin mobiltelefon eller iPad.
Man vælger sit eget dyr og kaster sig derefter ud i løjerne, som foregår i en verden, der ser ud som om den er lavet af ler. Hyggeligt. Op til fire kan spille samtidig, og der er 15 skøre mini-games at dyste i, fra faldskærmsudspring og forhindringsløb til sækkehopning med suppe og den herlige kontorstols-curling-disciplin. I alle spillene går det ud på at genere hinanden så meget som muligt undervejs, så der er rig mulighed for interne kampe og latter. Både den 8- og den 14-årige vil more sig. Frantics er skabt af det legesyge, danske spilfirma NapNok Games og var et af de nominerede spil til Bafta Children’s Awards for nylig.
Frantics
Lige nu på tilbud til 74 kr. (normalpris 159 kr.) til PS4