Annonce
Forbrug & Test

Forrygende mesterværk: Her er det ultimative virtual reality-spil til din PlayStation

Seks stjerner: VR-spillet Moss er så fabelagtigt, at det meget vel vil kunne stå tilbage som årets bedste spil, når vi skal gøre status over 2018.

Moss

Polyarc
Omring 180 kr. til PS VR

Skal man købe det headset til sin PlayStation? Kommer det bare til at ligge og fylde i stuen? Jeg kan sagtens forstå, man gør sig sine overvejelser, men her er, hvad jeg ved: Tre af mine absolut mest mindeværdige spiloplevelser i år har været virtual reality-spil.

De har alle tre har været spil, jeg er vendt tilbage til mange gange og stadig vil kunne spille igen og igen. Og det netop udgivne virtual reality-spil Moss har været så forrygende en oplevelse, at det meget vel vil kunne stå tilbage som årets bedste spil for mit vedkommende, når vi om ni måneder når frem til december og skal gøre status over 2018.

Spillet er et klassisk platforms-action-eventyr, der på smuk vis er rykket ind i VR-verdenens 3D-muligheder: Man styrer både den lille, hvide mus Quill, og samtidig er man selv placeret i rollen som ”The Reader” – et mystisk, troldmandslignende maske-væsen, der tavst men hjælpsomt via en magisk, blåt lysende kugle kan række ind i Quills verden og flytte rundt på store objekter såsom tunge, låste døre, spiral-jerntrapper og andre forhindringer.

Screenshot fra spillet Moss.

Man kan også lamme og til dels overtage styringen af nogle af de fjender, Quill møder undervejs, som en anden voodoo-troldmand, og man har helende kræfter, der kan bringe Quill tilbage i topform, når hun er blevet såret i kamp. Og når man bøjer sit hoved ned mod den lille mus, reagerer hun ved at stille sig på tæer og vinke ivrigt op mod en med sine fire små, bløde musefingre. Det er så nuttet, at det blævrer i hjertet.

Hvis du stadig kan huske alle dine barndomsfantasier om, at dit yndlingstøjdyr pludselig blev levende, vil dine timer med Quill ramme dig helt ind i sjælen. Hun er fuldstændigt fabelagtigt animeret, fra hvert lille hop og rullefald til den måde, hun balancerer forsigtigt hen over en mosbeklædt tagryg på, og hun burde helt uden konkurrence vinde prisen som Årets Bedste Spilfigur 2018, hvis en sådan uddeles. Spillet er i det hele taget bedårende smukt, fyldt med frodig skovbund, storslåede stjernehimle, skumle grotter og masser af små detaljer, som man skal stikke hovedet helt ind i omgivelserne for at se.

Screenshot fra spillet Moss.

Og jeg vil nødigt afsløre for meget om spillets sidste kapitler, men Moss er bestemt ikke dukkehus-hygge hele vejen igennem. Der opstår øjeblikke af ganske udfordrende gru, og undervejs igennem spillet er der livlige kampe, hvor Quill er omgivet af så mange fjender, at ens timing- og genoplivningsteknik sættes på en hård prøve.

Sådan ser samarbejdet ud undervejs (se den ikke, hvis du gerne vil overraskes – denne scene er fra et af de sidste kapitler):

Det tog mig fem en halv time at gennemføre spillet, men jeg er langt fra færdig med Moss. Der er masser af puzzles og gemte udfordringer i spillet, som jeg vil tilbage og se, om jeg kan gennemføre med bedre point-resultat. Men derudover skal spillet nu også fremvises til hele familien og store dele af vennekredsen, inklusiv dem, der ’ellers aldrig spiller computerspil’. Her venter mange timers ypperlig underholdning.

At spille Moss var flere gange som at sidde og spille computerspil for allerførste gang som et lille barn i 80erne. En ny verden har endnu en gang åbnet sig, og den bliver sjov at dele med andre. Seks imponerede stjerner herfra, og massiv respekt til Polyarc.

Launch-trailer:

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Redaktionen anbefaler
Annonce
TV
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her