Løkke-tekst måtte skrives om... igen
Revyen i Sønderborg har haft sit hyr med Lars Løkke-tekst, der er ændret flere gange.
Nu vil vi gerne have arbejdsro.
Lyder det træt fra revy-direktør Leif Maibom i Sønderborg.
Sønderborg-revyen havde premiere lørdag. Et af de numre, der efterfølgende har fået mest omtale, var "Bissen og Bassen", der handler om Venstre-folkene Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen fremstillet af Leif Maibom og Flemming Jensen.
Allerede under prøverne blev teksten og forløbet ændret flere gange - og efter nattens drama omkring Lars Løkke Rasmussens formandskab i Venstre - er teksten igen i huj og hast blevet ændret, så den er aktuel i aften.
Kristian Jensen er med
Blandt ændringerne er, at nu optræder næstformand Kristian Jensen i sketchen - fremstillet af Jens Andersen.
Revydirektøren anmoder med et glimt i øjet så mindeligt om, at nu bør Folketinget gå på sommerferie, så revyerne kan få lov til at spille i fred - uden bilag, rejser, magtkampe og lignende.
Sønderborg-revyen spiller frem til den 26. juli.