Fortsæt til indhold
Teater

Paven var ikke vild med Svend Wiig Hansen – men det er jeg!

Du kender helt sikkert kæmpekunstværket ”Mennesket ved havet”, som står ved kysten nord for Esbjerg. Men hvad ved du ellers om Svend Wiig Hansen? På ARoS kan du blive klogere på både mennesket og kunstneren.

»Der er hun jo,« udbryder én af de andre besøgende, da dørene til den nye soloudstilling på ARoS går op.

Midt i det første rum med markante, mørkerøde vægge står den monumentale skulptur ”Moder Jord”, som Svend Wiig Hansen skabte til pladsen foran Aarhus Rådhus i 1954.

Skulpturen forestiller en siddende kvinde med svulmende former, spredte ben og hænderne hvilende over brysterne. Skandaløst, mente den daværende aarhusianske borgmester, som krævede værket fjernet.

Skandalen og den deraf følgende mediedækning banede vej for Svend Wiig Hansens gennembrud. Men det er langt fra det eneste værk fra hans hånd, som har vakt mishag.