”Kejserens nye klæder” på Aalborg Teater er en eksplosion af farver og godt humør
Sæsonens familieforestilling på Aalborg Teater er en alternativ, farverig og ikke mindst underholdende version af H.C. Andersens eventyr.
Patrick A. Hansens kejser sidder højt til vejrs på sin tronstol, der er placeret på et lyserødt plateau hævet over alle omkring ham.
»Jeg keeeder mig,« vrænger han, mens han stamper i gulvet som en utålmodig femårig. Han er iført en mildest talt mærkværdig påklædning bestående af stive skørter, enorme pufærmer, højhælede, sorte laksko, skinnende satinhandsker…