Bruce Springsteen får præsidentens frihedsmedalje
21 nye modtagere af den højeste civile udmærkelse i USA.
Bruce Springsteen er blandt 21 modtagere af Presidential Medal of Freedom, den højeste civile udmærkelse i USA. Det skriver Rolling Stone og Pitchfork.
Prisen gives – ifølge den officielle tekst på Det Hvide Hus’ hjemmeside – til »personer, der har ydet et specielt fortjenstfulde bidrag til sikkerhed eller nationale interesser i USA, for verdensfreden, eller for kulturel eller anden væsentlig offentlig eller private bestræbelse.«
Det fremgår ikke specifikt hvilken af delene, Bruce Springsteens præstation falder ind under, men listen over nye navne tæller bl.a. filmstjernerne Tom Hanks og Robert Redford, sangerinden Diana Ross, basketballspillerne Kareem Abdul-Jabbar og Michael Jordan og tv-stjernen Ellen DeGeneres. Udmærkelsen af sidstnævnte rummer nok så megen symbolik; hun var ikke bare den første kvindelige komiker, der blevet inviteret på Johnny Carsons ikoniske show, hun var også den første erklæret lesbiske kvinde, der faktisk spillede lesbisk kvinde i et tv-show.
»Jeg er så beæret. Tak, præsident Obama,« skrev Ellen DeGeneres på Twitter efter offentliggørelsen.
”The Presidential Medal of Freedom” blev stiftet af præsident John F. Kennedy som erstatning for den frihedsmedalje, der blev indstiftet af præsident Truman. Den oprindelige medalje var beregnet til at hylde civile helte fra Anden Verdenskrig og to danskere, modstandsfolkene Jens Toldstrup og Jens Lillelund, nåede at modtage prisen.
Priserne til de seneste 21 modtagere overrækkes den 22. november ved en ceremoni (der streames live online) i Det Hvide Hus, og mon ikke Bruce Springsteen finder tid til at kigge forbi og få medaljen om halsen? Da Bob Dylan, der grundet en fyldt kalender ikke har fundet tid til personligt at modtage sin Nobelpris, fik medaljen i 2012, mødte han i hvert fald op. Klippet, hvor han iklædt smoking og formummet bag solbriller modtager medaljen af præsident Obama er allerede berømt.
Præsident Obama roste den seneste gruppe Medal of Freedom-modtagere i en erklæring.
»The Presidential Medal of Freedom er ikke bare vor nations højeste civile ære. Det er en hyldest til tanken om, at vi alle, uanset hvor vi kommer fra, har mulighed for at ændre dette land til det bedre. Fra forskere, filantroper og offentligt ansatte til aktivister, atleter, og kunstnere, har disse 21 personer bevæget Amerika fremad og inspireret millioner af mennesker rundt om i verden undervejs.«