Langers plade er langtfra god nok
Mads Langer mangler rigtigt gode sange og originale tekster på sit nye album.
På albummets cover ser man Mads Langer med solbriller og panderynker. I cd’ens booklet er der sorthvide fotos af den danske sanger, der som en anden Justin Bieber skyder brystet frem i en hvid T-shirt og kigger ud på den amerikanske storbys skyline. Mads Langer vil erobre verden og med forsidebilledet og albumtitlen fortælle en historie om, at han har en anden side: Han kan være en ubesindig og hensynsløs mand.
Historien, som han fortæller med sine sange, flugter dog ikke med, hvad han forsøger at sælge på facaden. Det, man helt grundlæggende får, er en gennemproduceret, strømlinet popplade, hvor Mads Langer præsenterer numre, som han håber kan give ham et stort hit. Det bedste forsøg er ubetinget ”3 AM”. Det er en simpel, men effektiv groovy popsang lavet sammen med den engelske sangskriver Jamie Hartman.
For meget patos
”Amy”, kreeret sammen med Sune Wagner fra The Raveonettes, bliver fedet op med for meget patos og vemod, mens teksten bliver et irritationsmoment på grund af overforbruget af floskler om sorg og savn:
»When I heard the news, I was at your door/I was just too late. Too late for you/So when you said goodbye, did it hurt at all?/ I would take the bullet, I’d break the fall for you if I could«
Verden er fuld af oppustede poptekster, og Mads Langer bringer absolut intet originalt til en kamp med kombattanter som Justin Bieber, Zayn Malik, Shawn Mendes og Lukas Graham.
På duetten ”Afterglow” bliver Langer overtrumfet af Coco O fra den danske duo Quadron. Hun forstår i modsætning til Langer at levere følelser i de rette doser.
Kom helt tæt på den "gode" dreng fra Skive
Jyllands-Posten er rejst i hælene på Mads Langer. I et stort, ærligt portræt fortæller sangeren om at floppe stort i udlandet, om at ligne »et fucking fjols« på den scene, han er vant til at eje, og om at forandre sig så meget, at en barndomsven siger fra.
»Han sagde til mig, at han ikke længere kunne kende mig,« siger Mads Langer i portrættet.
»Og nej, måske kunne jeg heller ikke kende mig selv. Men...«
Læs det ærlige portræt af Mads Langer her: