Fortsæt til indhold
Musik

Skilsmisse-band helede sårene

Mew minus guitarist gennem 20 år holdt heftig nattefest på Orange.

Progrock

Orange Scene

Mew

Udadtil går det godt for danske Mew. Men indadtil er der tumult. Bassist Johan Wohlert vendte efter mange års fravær tilbage til gruppen som den forsvundne søn for et års tid siden. Men nu er det guitarist Bo Madsen der går egne veje efter over 20 års tro tjeneste i det internationalt anerkendte rockband.

Verserende rygter om at guitaristen var fraværende ved nylige koncerter – og en kortfattet pressemeddelelse om bruddet – giver ikke indtryk af en harmonisk skilsmisse. Den officielle forklaring lyder, at Mew og Bo Madsen ”har besluttet sig for at gå hver til sit”.

Nyheden kom lige op til Mews store optræden på gruppen største hjemmebane, Orange scene på Roskilde, og guitarist Mads Wegner blev natten til lørdag sat på en yderst krævende vikar-tjans. Det er sin sag at bidrage til Mews komplicerede progrock. Men guitaristens fokuserede indsats i en smuk månebelyst Roskilde-nat gik upåklageligt, og Mew holdt et talstærkt publikum vågent til morgengryet begyndte at dæmre.

Bandet gjorde det dog ekstra svært for sig selv ved at spille meget nyt materiale. Men kvaliteten var i top, for Mews aktuelle album er blandt gruppens bedste, og det kan med tiden vise sig værdig til prædikatet mesterværk. ”Satellites” formåede både at vise muskler og slikke sår med skrøbelig intimitet. Og ”Witness” lynede med et skarpt refræn på en mørk baggrund af buldrende alternativ rock.

Redningspatrulje

Det lytte-tændte publikum fik selvfølgelig også gamle stjernestunder, hvor mange mere og mere lyder som urørlige klassikere: Det gjaldt den stålsat romantiske ”Snow Brigade”, der endnu en gang rykkede ud i mørke og storm med blåt blink i form af spurtende rytmik og smægtende længsler for at redde den udkårne. Og den snurrige ”Special” levede helt op til sin titel med et berusende miks af sindrig rock og dansabel klub-fremdrift.

Afslutningen med ”Comforting Sounds” nærmer sig et ritual. Men afmatningen er bestemt ikke sat ind hos publikum, som i Roskilde blev grebet og overmandet af sangens mægtige melodiske og emotionelle flodbølge.

Glemsomme fans blev også mindet om, at Mews originale udtryk placerer bandet som et af de væsentligste navne i dansk rock gennem tiderne.