Roskilde-hovednavn mister guitarist
Dansk rockband må vinke farvel til guitarist inden koncert på Orange Scene.
To dage inden koncerten på Roskilde Festivals Orange Scene har guitaristen Bo Madsen forladt bandet Mew, der optræder som et af årets hovednavne.
Rygter om Bo Madsen engagement i Mew har verseret, siden bandet for nylig optrådte i Sverige og Holland uden ham.
I en kortfattet pressemeddelelse lyder det nu:
”Efter mere end 20 år sammen som band har Mew og Bo Madsen på nuværende tidspunkt besluttet sig for at gå hver til sit.
Som band vil Mew forsætte som trio og på de kommende live shows vil guitarist Mads Wegner spille med.
Vi glæder os meget til at se jer alle derude.
Tak for jeres forståelse og support
Jonas , Johan og Silas”
I fjor fik Mew ellers den oprindelige bassist tilbage, efter at han i en årrække havde koncentreret sig om samarbejdet med Pernille Rosendahl i The Storm. Mew udgav tidligere på året albummet ”+-”.
Bo Madsen optræder dog stadig på Roskilde Festival. Han medvirker i Blur-sangeren, Damon Albarns, projekt Afrika Express, som optræder på festivalen natten til søndag.