Fortsæt til indhold
Musik

En anden og privat side af afdød stjerne

Hun levede et ekstremt hektisk liv og døde ung - nu vises helt andre sider af hende.

Hun blev fejret som et af de helt store skinnende lys på den britiske musikscene:

Amy Winehouse.

Den 23. juli 2011 blev lyset slukket for altid.

Midt på eftermiddagen blev en ambulance tilkaldt til hendes hjem i London-bydelen Camden, og kort tid efter blev meddelelsen om hendes død udsendt.

Hun blev blot 27 år.

Privatfoto af Amy Winehouse i sit hjem i Camden i London.

Siden har årsagen til hendes død været heftigt diskuteret, hendes familie har både værnet om og udnyttet arven efter hende.

I det hele taget er der sagt og skrevet voldsomt meget om den unge stjerne, hvis krop brød sammen efter et årelangt misbrug.

Nu vises der på The Jewish Museum en helt anden og meget mere privat side af Amy Winehouse.

Den røde tråd

Som en rød tråd i udstillingen går Amy Winehouses meget stærke bånd til familien, der helhjertet bakker op omkring udstillingen, der kan ses på museet indtil den 15. september.

Lederen af The Jewish Museum, Abigail Morris, siger blandt andet om udstillingen, at hun oplever, at man bliver ved med at opleve noget nyt. Falde over bevægende detaljer.

”Hver gang jeg går rundt i udstillingen er der noget nyt, der fanger mig,” siger hun og tilføjer:

”Det er en meget ærlig udstilling og du får en fornemmelse af den virkelige person: Udover at være et stort berømt ikon, kom hun fra en meget stærk og varm familie - og det kommer virkelig frem.”

En stjerne blev født

Det sker med en udstilling af en lang række effekter, der sammenlagt søger at skildre, hvad det var, der gjorde, at hun blev den stjerne hun var.

Udstillingen rummer en lang række af Amy Winehouse’ personlige ejendele. Derudover hendes bog- og musiksamling og en samling af breve udvekslet mellem Vladimir Nabokov and Edmund Wilson.

Derudover blandt meget andet også tøj, sko og fotos. Om det så er hendes køleskabsmagneter, så er de også med på udstillingen.

De begyndte med en kjole

Ideen til den ganske omfattende udstilling kom, da familien Winehouse tilbød det jødiske museum en kjole, som hun ofte brugte på scenen.

Et af formålene med udstillingen, understreger det jødiske museum, er at gå bagom tragedien og undlade at dvæle ved hverken skandalerne eller hendes misbrug.