Sådan blev "Stor Mand" den meste hørte sang i Danmark nogensinde
Her er historien om, hvordan en kærlighedserklæring til Aarhus og cannabis ændrede magtbalancen i dansk musik.
Før Tobias Rahim på nogen måde var et prangende navn i dansk musik, skrev han en sang om at lave en evergreen og være en stor mand.
Det viste sig at blive en selvopfyldende profeti.
Gigahittet ”Stor Mand” med Tobias Rahim og Andreas Odbjerg har netop indtaget førstepladsen som den mest streamede sang i Danmark nogensinde.
Det viser nye oplysninger fra musikselskabernes brancheorganisation, IFPI.
Med 90 mio. afspilninger vælter sangen det internationale megahit ”Shape of You” med Ed Sheeran af tronen.
Listen har tidligere været domineret af engelske sange, men de seneste års fremgang for dansksproget musik på hitlisterne kan nu også aflæses på den ultimative liste.
Her er historien om, hvordan en kærlighedserklæring til Aarhus og cannabis tippede magtbalancen i dansk musik.
Opskriften på en evergreen
»Hvad er det for en gammel 80’er sang?« tænkte Henrik Sivertsen første gang han hørte introen til ”Stor Mand”. Han er hitlisteforsker ved Det Kongelige Bibliotek.
»Det lød som Tarzan Mamma Mia eller en sang af Rocazino,« husker han.
Det er i virkeligheden nøglen til at forstå, hvorfor sangen blev en så stor succes.
»Hvis du vil have et megahit, handler det om at ramme mange segmenter på én gang. Det er blevet sværere i en ny medievirkelighed,« siger Henrik Sivertsen.
Men ”Stor Mand” trodser tendensen.
»Sangen vækker følelser hos flere generationer. Jeg var ung i 80’erne, så når jeg hører sangen, tænker min hjerne bare ”wauv”. På samme måde vil mine forældre kunne genkende lyden.«
Derfor blev sangen også første gang spillet på P4, der ellers henvender sig til lyttere, som normalt vil være uden for særligt Tobias Rahims målgruppe.
Da sangen få dage senere blev spillet på P3, lød det meget sigende fra radiovært Christian Bonde om Tobias Rahim:
»Nu er han begyndt at lave hits.«
For inden udgivelsen havde Tobias Rahim langt fra stjernestatus i Danmark.
Han var nærmest mere kendt i Colombia og Ghana, hvor han i nogle år havde boet for at lave musik i dansegenrerne reggaeton og afrobeats.
Det ændrede sig alt sammen efter ”Stor Mand”.
Selvom sangen blev udgivet i sensommeren 2021, var den stadig årets sommerhit i 2022, hvor Tobias Rahim vandt flere af de største musikpriser.
Hvad handler sangen egentlig om?
»Jeg har hørt den sygt mange gange, men jeg kan ikke huske de første linjer,« siger Henrik Sivertsen, men det er på ingen måde et dårligt tegn, mener han.
»Teksten er mere musik, end det er poesi. Det er præcis sådan, det skal være med en god popsang.«
Ud over ønsket om at danse med en stor mand er sangen efter nærmere gennemlæsning et sammensurium af kærlige referencer til Tobias Rahims fødeby Aarhus – og Colombia?
De aarhusianske stednavne »Grønnegade«, stranden »Bellevue« og natklubben »Den Sidste« bliver nævnt i flæng side om side med »Pablo Escobar«, »Medellin« og »Cali-weed«.
Hvad handler sangen egentlig om?
»Nu skal jeg lige læse teksten igen,« siger Henrik Sivertsen og tænker et øjeblik.
»Den handler jo egentlig om at ryge joints. De er i Aarhus, de er hammerskæve, og de har det herrefedt.«
Men mest af alt handler sangen om »en følelse,« understreger Henrik Sivertsen.
»De bedste sange er ofte dem, der bare indfanger én bestemt følelse. ”Stor Mand” er mest af alt følelsen af at have det fedt.«
Og hvem vil ikke gerne det?
I sangens anden linje synger Tobias Rahim, at hans tanker »kører om en evergreen.«
»De synger om en evergreen. Det lyder som en evergreen. Og det blev en evergreen,« siger Henrik Sivertsen.